Født

Rønne, Bornholm

8xtipoldemor

Gift

Peder Hansen Kofoed
Rønne, Bornholm

Peder og Elisabeth blev gift d. 17. januar 1619 i Rønne.

Børn født og døbt i Rønne (kirkebogen tabt):
Hans Kofoed * ca. 1620; Oluf Kofoed * ca. 1624; Mads Kofoed * ca. 1626; Jens Kofoed * 3/11 1628 ("Bornholms Befrier"); Claus Kofoed * ca. 1630; Elisabeth Kofoed * ca. 1631; Jørgen Kofoed * ca. 1632; Maren Karine Kofoed * ca. 1634; Bodil Kofoed * ca. 1635; Kirstine Kofoed * ca. 1639. Endvidere skal de have haft 3 sønner og 2 døtre mere, som døde som små.

Hjemme på Bornholm

Hjemme på Bornholm så det i begyndelsen sort ud for de efterladte. De dømte ægtemænds gods skulle under kronen. Konerne beholdt deres andel i boet og søgte stædigt med oprejst hoved, at rede de bedste aktiver og især frimandsgårdene. Elisabeth (Lisbet) Peder Kofoeds enke tog kampen op med næb og klør, for at redde det lille imperium, som hun selv havde været med til at samle, til efterslægten. Peder Kofoed havde jo haft betydelig bedre respit, end de andre og har formentlig sørget for at beskikke sit bo, inden han måtte afsted til Lûbeck. I købmandshandelen har der naturligvis også været større, likvide midler, som kunne kastes for ulvene. Han havde heller ikke kautioneret for yderligere brandskat - ja, han var faktisk slet ikke medunderskriver på dokumentet om brandskat, så heller ikke her var der efterregninger. Likvid kapital luner altid.

Det var en regel, at man i ansøgninger overdrev sine vanskligheder på det groveste og heri var Lisbet Kofoed ingen undtagelse. Et sted omtaler hun sig selv som: - Jeg fattige, gamle, bedrøvede enke, som sidder med en stor hob små, umyndige og uopfødte børn….

Helt så ringe så det ikke ud. De ældste sønner Mads og Hans var ved at blive voksne og Jens der kom hjem fra udlandet som 19 årig i 1647, blev også en god støtte. Det lykkedes hende at holde sammen på det hele - ja, hun lagde en tid Almegård ved Rønne til samlingen.

Også hun fik glæde af Chr. IV død og følgende tronskifte og opnåede i 1649 et lignende tilgivelsesbrev af Fr. III, som svigerinden Karen Mads Kofoeds, nemlig, at hun og hendes børn havde aftinget sin mands forseelse, der nu "skal være en død sag og ingen skal understå sig i at forkaste dem der".

Men endnu i 1651 måtte hun føre en sag til Herreddagen om Fynegård i Knudsker, hvorom den tidligere bruger havde påstået at skødet var ordnet ulovligt af Peder og Mads Kofoed i forening. Hankom ingen vegne. Jens Pedersen Kofoed, der procederede sagen på sin moders vegne, opnåede fuld ret.

Død

Bornholm

Lisbet levede lige til 1685. Hun giftede sig ikke igen, selv om der sikkert har været bejlere nok. Trofast mod sin uheldige mand holdt hun sammen på den store børneflok og de mange gårde, som først spredtes på mange hænder, efter hendes død. Slægtens oprejsning i 1658, gennemført af hendes søn Jens som den førende kraft, har været den bedste tak, hun kunne få.