Født

Rønne, Bornholm

Min 8xtipoldefar

Bornholms befrielse

Følgende detaljer er fra Jørgen Klindts bog "På sporet af Kofod`erne" skrevet i 1979:

Han var født den 3.november 1628, og levede den velstående købmandssøns barndom i Rønne, uden tvivl den kvikkeste og mest temperamentsfulde af kuldet. For de velstående borgeres børn var der netop i disse år oprettet en dansk og latin skole i Rønne, med Bornholms første historiker Rasmus Ravn som rektor. Men det var livets barske skole, der var den bedste basis for en kvik dreng, og allerede i 1641 - 13 år gammel - blev han ifølge familieoptegnelserne sendt i handelslære hos købmand Robert Wickne i Lübeck (Tyskland, Holsten). Her holdt han dog kun ud i et halvt år - hvad var selv verdensstaden Lübeck, når fjerne lande lokkede udenfor? I påsken 1642 drog han til søs, først til Danzig, og derfra på langfart, der endte i Jeres de la Frontera i Andalusien (Spanien). Hernede i solens og vinens land var det godt at vokse sig stærk. I 2 år arbejdede han efter sigende hos johannitterrideren Don Leon de la Quece og i 3 år hos vikaren Don Diergo de la Dame.
Vi kan kun gætte på hvordan han er endt og hvad han lavede, i Jerez - byen der har givet navn til Sherry`en og som stadig er centrum for denne udmærkede forædling. Allerede dengang var dens vinavl berømt. William Shakespeare satte f.eks. særlig pris på denne vin. Byen ligger kun 20 km inde i landet fra havnebyerne Cadiz og Puerto de Santa Maria (hvorfra Columbus 150 år forinden var sejlet ud mod Amerika). Det var nogle af vin-, olie- og salthandelens vigtigste havnebyer, som naturligvis har haft nær handelskontakt med Hansestæderne såvel som Danmark.
I 1647, endnu kun 19 år gammel, må han have fået lyst til at gense de friske, bornholmske strande - måske også de bornholmske piger? - de alarmerende efterretninger fra Bornholm må også være nået frem og han tog hyre på et dansk skib som "supercargo" (ansvarlig for lasten) og kom i slutningen af september til København og herfra videre til Rønne.
Da det blev sommer og sejlvejr igen, drog han til Lübeck og besøgte sin forviste og nedbrudte far, der døde som landflygtig samme år (1648)

I disse år opskræmtes Rønne af en heksejagt af hidtil ukendte dimensioner. Det var enhver kristens pligt at angive tegn på "trolddom" til øvrigheden, der forfulgte sådanne uhyggelige foreteelser med største iver. Jens Pedersen Kofoed selv startede sådan en proces. Han følte sig "forgjort" og fik mistanke om, at det var hans gamle amme, Boel Anne, der havde ansvaret. Ved at drikke hende fuld , i skjulte vidners nærvær, fik han ud af hende, at hun havde brugt trolddomskunst mod ham. Hun var blevet købt dertil af en anden kone, hvis søn havde fået en ordentlig overhaling af den selvsikre Jens Kofoed. Rask og myndig som han var - de 5 år i Spanien har sikkert virket fremmende - lod han sig ikke byde noget.
Jens Kofoed meldte Boel Anne til byfogeden, hun blev sat i rådhuskælderen og her angav hun 4 andre kvinder som medlemmer af sin "hekserode".
Kvinderne blev sat fast og tilstod som ventet, at de ganske rigtig havde sluttet akkord med djævelen.
De havde alle været til heksesabbat på Blåkulle - det lokale Bloksbjerg, hvoraf vi har flere på Bornholm, foruden det anerkendte mødested Blåkulle i Kalmarsund og der danser med hans sorte majestæt! Trolddomskunster, sagde de sig at have lært på " Rosengården " i Rønne. - Holger Rosenkrans landsted indtil 1645. Den mærkelige tilværelse, som den rige lensmand og hans adelige gæster førte her, har åbenbart virket så fremmedagtig på rønneboerne, at en sådan påstand kunne fremsættes og stå til troende.
Boel Anne blev, som overbevist heks, dømt til at brændes levende, og den 6.juni 1652 blev dommen eksekveret. Af de andre "hekse" døde den ene allerede i rådhuskælderen, og hendes lig blev brændt sammen med Boel. Nr. 3 blev ligeledes dømt, men undslap bålet ved at styrte sig i en brønd og den fjerde brændtes, efter landstingets dom, i november 1652. Først da den femte kvinde blev i stand til at stille borgen for sig og kunne appellere til Herreddagen, standsede den uhyggelige kædereaktion. Det kom her frem at nr. 4 var blevet lokket til at angive hende, "bekom hvad hun ville og gik drukken når hun ville, så længe hun angav de andre"
og på denne usikkerhed i "beviset" frikendte Herreddagen nr. 5.
Jens Kofoed - der jo kun havde gjort sin kristne pligt - fortsatte med at hjælpe moderen med handel, gårdadministration og processer, og begyndte at se sig om efter en passende brud. Borgmester Sander Lesler i Hasle - svoger til landsdommer Mads Kofoed, var allerede død i 1639, men hans enke, Sidsel Lesler, sad endnu i købmandsgården med en 18 årig datter Margrete. Der var et passende parti, sikkert også en attråværdig pige.
Jens Kofoed friede og fik ja og brylluppet stod den 3.november 1653, på hans 25 års fødselsdag og myndighedsdag.
Det unge par slog sig ned i Hasle, hvor Jens Kofoed fik endnu en købmandsgård og avle at se til. Den første lille pige, af ægteparrets i alt 21 børn, så dagens lys i 1654.

Den nye far var stadig rastløs og ikke faldet til ro. Under et besøg i Rønne i 1655 kom han i klammeri med en anden ung mand og var så uheldig, uforvaren at stikke ham ihjel.
Dette drab kunne være blevet katastrofalt for den unge familiefader. Det krævede at han udredte erstatning til den dræbtes familie, hvilket blev ordnet, men dertil kom den retslige tiltale - og den kunne resultere i dødsstraf.
For en velhavende borger var der udveje til at få tiltalen udskudt og i 1657 lykkedes det ham at opnå en yderligere udskydelse gennem et fredsbrev udstedt af Kong Frederik III, der netop da var gået i krig mod Sverige. Vilkårene i brevet var, at han skulle stille som rytter, medbringende en soldat og to armerede heste i det danske felttog i Skåne.
Jens Kofoed blev indsat i ritmester Knud Urnes kompagni og kom hurtig i kamp. Hele efteråret bølgede striden frem og tilbage mellem Ängelholm og Halmstad. De alarmerende efterretninger om, at Karl X Gustav havde afbrudt sit togt i Tyskland og vendte hele sin slagkraftige armé på vej til Danmarks sydgrænse, fik den danske hærledelse til at hjemkalde rytterne til Sjælland, og vel ankommen til vinterkvarteret i Køge ansøgte Jens Kofoed om orlov for at rejse hjem til Bornholm på juleferie i 14 dage. Orloven blev bevilget den 21.december og i julen var han hjemme igen på Bornholm, en ny erfaring rigere.
Hjemme stod alt vel til. Den nu 3-årige Margrete og den 1-årige Sidsele fik 2 små søstre i julegave, samtidig med at far kom hjem. Og det nye år 1658 blev indledt med barnedåb i Hasle kirke, hvor tvillingerne fik navnene Lisbeth og Anna.

Det nye år skulle blive det mest dramatiske i Bornholms historie. Vinteren blev usædvanlig streng. Allerede i januar bredte havisen sig. Den samme is, der nu forhindrede Jens Kofoed i at komme tilbage til sit kompagni, gjorde det i februar muligt for den svenske general Wrangels styrker, at invadere Jylland fra syd og marchere over isen til Fyn og videre til Lolland og Sjælland.
Det betød at København var åben for et angreb, hvilket tvang den danske regering til at søge fred, resulterende i ,at Danmark ved freden i Roskilde (februar 1658), måtte afgive provinsen Skåne, Blekinge, Bohus området, Trondheim (Norge) og øen Bornholm.
Ingen på Bornholm anede noget om denne utrolige udvikling i krigen. Al forbindelse med omverdenen var afskåret af isen. Først den 16.april brød isen op, så en fiskerbåd fra Skåne kunne bringe bornholmerne det første budskab om, at de, med et pennestrøg, uden at være spurgt, nu var blevet svenskere.
Den 29.april gik den nye svenske oberst og kommandant Johan Printzenskiöld i land med 120 musketerere og gik omstændelig i gang med at lære den nye svenske provins at kende og forberede bornholmernes overgang til deres nye nationalitet.
Den 18.maj måtte udsendinge fra Bornholm, hvorimellem Jens Kofoeds fætre Mads Madsen Kofoed (1616-1665) - Eskildsgård, Hans Olufsen Kofoed - Blykobbegård og Peder Madsen Kofoed - Svaneke, samt hans bror Hans Pedersen Kofoed (1627-1681) - Rønne, stå ret for Corfitz Ulfeld i Malmø og sværge troskabsed til den svenske konge.
I august 1658 brød den svenske konge Karl Gustav freden og landede i Korsør og i løbet af kort tid, havde han igen omringet København. Denne gang fast besluttet på at "udradere" Danmark.
Stillingen ændrede sig radikalt både for Printzenskiöld og bornholmerne.
Printzenskiöld følte sig strandet og isoleret på en ø med en fjendtligsindet befolkning, som han af kongen blev tvunget til at udsuge for penge og unge soldater til den svenske hær. Bornholmerne følte sig dårlig tilpas ved at skulle i krig med deres moder-land og håbede på befrielsen snart ville komme.
Der var nu ikke alt for gode udsigter for Danmarks fremtid det efterår. Til sidst holdt kun København stand. Frederik III erklærede at han ville "dø i sin egen rede", og tilsynekomsten af en Hollandsk hjælpeflåde i Øresund var det eneste lyspunkt. Hollænderne havde overtaget Hansestædernes rolle som beskytter af den frie handel og ønskede ikke at Sverige blev en alt for dominerende magt i Østersøen, hvilket ville ske, hvis det lykkedes at indlemme Danmark.

Der dannede sig på Bornholm en sammensværgelse med det formål at nedkæmpe den svenske garnison, indtage Hammershus og levere Bornholm tilbage til Danmark.
Et yderst usikkert og voveligt spil, skulle man tro, men opstandskærnen i Hasle var både effektiv og beslutsom. Den bestod af sognepræsten i Hasle-Rutsker Poul Hansen Anker(1630-1697), borgmester Peder Olsen og Jens Pedersen Kofoed. Som den eneste, der havde prøvet at kæmpe mod svenskerne, var denne en uvurderlig støtte og som det viste sig blev hans iltre temperament og naturlige svenskerhad en nødvendig drivfjeder for opstandens hurtige og beslutsomme forløb. Lederne har tilsyneladende delt arbejdet imellem sig, så at Poul Anker organiserede samlingen af "almuen". Peder Olsen tog sig af forbindelserne til København og Jens Kofoed organiserede og ledede selve det væbnede fremstød.
Den 8.december 1658 red Printzenskiöld ud fra Hammershus for at tage til Rønne, hvorfra der skulle afgå et skib med anmodning om en længe ønsket forstærkning af
den svenske garnison. Der kun var på 100 mand. Printzenskiöld var især bekymret for en evt. dansk eller hollandsk landgang og var klar over at han ikke kunne stole på "disse danske", som han lidt nedladende kaldte bornholmerne. Men det blev dem alene, der slog til denne dag og dermed beviste deres ret til dette hædersnavn, han således gav dem.
Vi er heldige at have Jens Kofoeds egen beretning om hans andel i opstanden. Beretningen er ikke originalen, men findes i mange afskrifter fra omkring 1700 og opefter. Den bærer imidlertid ved sin enkle tone og sine detaillerede oplysninger sandsynlighedens præg. Den er accepteret af historikerne som en primær kilde. Heldigt er det også, at den på udmærket måde suppleres af en svensk beretning der støtter hans beretning fra den ystadske styrmand Jens Fribondes beretning til de svenske myndigheder, da han som den første kom tilbage til Skåne, efter fangenskab på Bornholm.

1. Jens Pedersen Kofoeds "sande og rigtige beretning af hvorledes Bornholm blev befriet fra svenskerne: Det var onsdag den 8.december 1658, at den svenske kommandant Printzenskiöld red fra Hammershus til Hasle, hvor han lod hidkalde borgmester Peder Olsen til sig på gaden og truede ham med, at skulle betale den opkrævede skat og hvis det ikke blev efterkommet ville det få konsekvenser. Så red han fra Hasle til Rønne , hvor han lod sig indlogere hos borgmester Peder Lauersen. Straks landsherren(kommandøren) havde forladt Hasle, tog Poul Anker og jeg på slæde, fra Hasle til Nyker, hvor hr. Jacob havde lovet mig 20 mand, når jeg ønskede det. Men jeg kunne ikke få nogen mænd til hjælp - kun en hest, en bøsse og en sabel. Red så alene til Blykobbegård ad vejen til Rønne, stoppede så for at vente i Skuleskoven på mine kammerater: Kaptajn Niels Gumløs, Aage Fenrik og Claus Nielsen, alle fra Hasle, samtidig kom Jens Lauersen Risom og en bonde ved navn Hans Nielsen. jeg gav Jens Lauersen min bøsse, efter som han ikke selv havde et gevær. Red så ind på Blykobbegård og fik en bøsse til mig selv. Red så alle fem til Rønne, i mørket, for at besøge min bror Mads Kofoed. Da vi red ned ad vejen, så vi den svenske ridefoged Jens Persson på vej til borgmester Peder Laursens hus, hvor landsherren Printzenskiöld var på besøg. Efter som ridefogeden havde set os ride med vore geværer, fandt vi det fornuftigst, at skynde os, at besøge Printzenskiöld straks. Vi placerede Aage Fenrik og Claus Nielsen i gårdens port, idet vi ikke vidste hvor mange mænd landsherren havde. Jeg gik ind i stuen først, fulgt af Niels Gumløs og derefter Jens Laursen og spurgte ham straks, om han ville overgive sig - efter som han var ene svensker mod os danskere. Han begyndte straks at skrige og falde ned mellem bordet og bænken; vi hev ham op igen og satte ham ved bordet, hvorpå der lå en stor pakke og et lukket brev. Jeg spurgte hvor de var kommet fra og han svarede: fra hans herre og konge i sverige og de skulle sendes til Pommern. Jeg tog straks pakken og brevet i forvaring og meddelte: De skal til min herre og konge i Danmark. Derefter tog vi fat i Printzenskiöld, for at få ham ud på gaden, samtidig kom flere rønneborgere ind i stuen for at hjælpe. I samme øjeblik vi havde ham ude på gaden stak han af. Jeg råbte efter ham, at skulle stoppe, men han adlød ikke og der blev skudt med det samme og han faldt om og var død. Så blev der sat to vagter ved hans lig, for at han ikke skulle blive udplyndret medens vi søgte efter hans tjener og de andre svenskere i byen. Vi fandt alle men to: sekretæren og en rytter var flygtet, men vi fandt og arresterede dem næste dag. Samtidig bragte vi Printzenskiölds lig til Rønne rådhus.

2. Jens Fribondes beskrivelse: To uger før jul rejste landsherren fra slottet og til Rønne, hvor han indlogerede sig hos borgmester Peder Laursen, som han plejede at være gæst hos. Da var det de samlede sig i gården: Claus Kam, Jens Kofoed, Niels Gumløs, Villum Clausen, Mads Kofoed og en hel hob gemene. Da gik Jens Kofoed ind i borgmesterens stue og pegede med en pistol og ryttersabel på Printzenskiöld og Niels Gumløs skubbede til ham med en bøsse, så landsherren faldt ned under bordet. Så tog de ham og sagde: Herud din blodhund, du skal herud. Da bad borgmesteren for landsherren, " vær venlig gode mænd, stop og tænk før I gør ham fortræd", hvortil Jens Kofoed svarede: "Alt er gennemtænkt". Da tilbød landsherren overgivelse og de lovede at skåne ham; da de førte ham ud af værelset bad både borgmester Laursen og hans bror Daniel for ham. Men borgmesteren blev skubbet i brystet med en musket og Daniel blev slået, så han måtte kravle ud på gaden. Derefter gik Villum Clausen hen til Printzenskiöld og satte en pistol for hans venstre øje og skød og landsherren faldt død om på gaden; hvorefter både Jens Kofoed og Niels Gumløs hver fyrede et skud i ham. Derefter skød de mod Printzenskiölds ledsagere, men de slap væk. Begge beretninger er interne rapporter, uden propagandaformål og fra hver side af de krigsførende. Der er ingen væsentlig forskel, i det ydre forløb, men naturligvis i visse detaljer og i vurderingen af hensigten. Der er kun en væsentlig uoverensstemmelse: Hvorfor blev Printzenskiöld skudt? Var det under flugtforsøg eller var det en overlagt handling? Begge kilder fortæller at han havde fået tilbudt frit lejde, at de øvrige svenskere i Rønne blev skånede, samt at man dagen efter truede med at dræbe ham, for at få Hammershus til at overgive sig, taler for, at det har været oprørernes hensigt at tage ham til fange. Hvad kunne de i øvrigt opnå ved at dræbe ham? Det var Jens Kofoeds svoger Villum Clausen der førte pistolen og kun han ville kunne fortælle os om sin reaktion i drabsøjeblikket. Her i oprøret første timer var Kofoed`ernes unge generation stærkt repræsenteret: foruden anføreren Jens Kofoed både hans bror Mads Pedersen Kofoed, fætrene på Blykobbegård Hans og Claus Olufsen Kofoed og søsteren Karines mand Villum Clausen. Stedet for det første, afgørende stød mod det svenske vælde, var Rønnes centrum: Storegade, hvor familiens købmandsgård og borgmester Peder Lauersens gård lå på række. Længere henne i gaden, over for den nuværende statsskole, lå det gamle rådhus; stenene i gaden foran dette skal minde om det sted, Hvor Printzenskiöld blev skudt. Betegnende er de dramatiske skud, Jens Kofod og Niels Gumløs gav den dræbte fjende. De hævede herved Villum Clausens tvivlsomme drab op til at være et led i opstanden. Alle måtte nu stå last og brast. Der var ingen vej tilbage.

3. Jens Kofoed: To mand red straks til Hasle for at anholde en dansker som holdt med svenskerne og kunne være til os til skade ved at ride til slottet, men han var allerede stukket af - der blev derfor sat vagt om Hasle og hans gård, så han ikke kunne forsvinde. Derefter tog jeg og Niels Gumløs ind til borgmester Peder Lauersen og tog hver en af Printzenskiölds heste og red til Nyker præstegård og bad dem sende bud til Vestermarie og Klemensker og bad dem alle at ringe med klokkerne for at samle folk(almuen), der skulle møde ved Ruts kirke, samme nat, hvilket også skete. Vi red derefter videre til Hasle og fik forstærkning, så vi blev 16 mand til hest og red så til Ruts kirke og orienterede hr. Poul, som straks sendte bud ud i sit sogn, at de ligeledes skulle møde, efter som han ikke kunne lade klokkerne ringe p g a de var for nær på slottet. Derefter red vi 16 ryttere fra hr. Poul og ned til Mads Høg, hvor vi tog en svensk stykløjtnant til fange, som var kommet dertil dagen før fra Rønne og ville videre til slottet. Kaptajn Niels Gumløs og to andre førte ham til hr. Poul og hans folk, hvor han blev sat i arrest, indtil videre besked. Straks red jeg med de andre til Sandvig, hvor jeg straks om natten samlede almuen(folk) i byen, så de kunne stå klar. Red så til Allinge, hvor jeg hos byfogeden modtog en svensk kvartermester, som samme aften skulle med slotsfærgen til skåne for at skaffe et rytteri, efter aftale med Printzenskiöld, hvis han ikke var blevet pågrebet. Kvartermesteren ville ikke overgive sig og blev derfor dræbt. Dertil blev samme nat 3 karle og en dreng taget til fange, som havde solgt en del jernvarer og havde forsøgt at tage færgen over. De blev sat i arrest sammen med en svensk kvinde der også havde overgivet sig. Tog derefter de fleste unge mandkøn der kunne undværes med mig fra Allinge og Sandvig, tog dem med forbi slottet samme nat og op til slotsvejrmøllen, mødte en svensk soldat der ikke ville overgive sig og derfor blev dræbt. Medens mølleren der var dansk, men svenskervenlig overgav sig. Satte derefter skildvagter på de steder hvor svenskerne kunne komme ud fra slottet. Straks om morgenen fangede vi en trommeslager med fire soldater, alle 5 overgav sig. Så kom kaptajn Niels Gumløs med landsdommer Peder Olsen og hr. Poul, samt mandskabet fra Ruts kirke. Samtidig kom en af Printzenskiölds tjenere ridende og ville vide, hvorfor der var en sådan stor forsamling, men da han så, at vi havde geværer, vendte han straks om og red til slottet og et skud blev affyret efter ham, men ramte ikke. Vi rådslog med hinanden, hvordan vi kunne bemægtige os slottet. Landsdommeren og hr. Poul tog til Sandvig og skrev et brev til løjtnanten og Printzenskiölds kone, som begge var på slottet. Brevet sammen med et brev fra den tilfangetagne stykløjtnant blev afleveret på slottet af en af vore trommeslagere. Et skriftligt svar kom tilbage med en af deres trommeslagere, idet de havde beskænket vores egen så han ikke kunne gå tilbage igen. Så kom Rønneborgerne og Vester herreds bønder og sluttede sig sammen med de folk vi havde. Og beskeden fra slottet lød at løjtnanten ville mødes med de fire brevskrivere i huset uden for slottet og her bekræfte såvel mundtligt som skriftligt den indbyrdes aftale. Hvorefter han straks marcherede ud af slottet med sine soldater og afleverede geværer og nøgler.

4. Jens Fribonde(referat): Derpå havde disse oprørsførere samlet almuen fra området omkring sig og rykkede frem mod slottet, Hvor borgmester Claus Kam fremviste Printzenskiölds hest og hans tøj og opfordrede i landshøvdingens navn løjtnant Per Lagman til at afgive slottet. I begyndelsen vægrede Per Lagman sig ved at afgive slottet, men da de truede med at komme med landshøvdingens hoved, var han marcheret ud med den 60 mand store garnison, uden at løsne et skud.

5. Kommentarer: I Jens Kofoeds rapport kan vi time for time, i hans militære sprog, følge hans energiske arbejde med at samle bornholmerne og stramme nettet om Hammershus, uden at for mange oplysninger slap ind i slottet, hvor kun en ung løjtnant og Printzenskiölds kone var tilbage til at tage beslutninger. Den eneste væsentlige forskel på de to kilder er den svenske beretning om danskernes list: at foregive at Printzenskiöld var taget til fange og truslen om at dræbe ham, hvis slottet ikke bliver overgivet, hvilket Kofoed forbigår i tavshed. Jens Kofoed er dog sikkert, kender vi ham vel, gået ind for sit princip: Overgivelse eller nedskydning, uden yderligere omsvøb og har nok ikke været involveret i "krigslisten". En delegation tog til København for at udlevere øen, som en gave til Fr.III den 29 dec 1858. Jens Kofoeds bror Mads Pedersen Kofoed der var med i delegationen, udvirkede øjeblikkelig et fredebrev, at Jens Kofoed nu " fri og utiltalt i alle måder skal være og forblive" for den 4 år gamle drabssag.

6. Jens Kofoed: Den 27.december kom en svensk galease fra skåne ved navn "Spes" og affyrede to kanonskud ud for slottet, jeg svarede igen med to skud og red så ned til Sandvig, hvor de havde lagt til anker og sendte to mand der ud i en båd og spurgte om der var nogen officerer ombord og om de havde breve med til Printzenskiöld, så skulle de komme i land og tage brevene med. En kaptajn og en ritmester tog med tilbage, med en fortegnelse over, hvor stærk hans kompagni var og blev begge taget til fange. Gjorde 4 både klar næste morgen, som skulle ro ud til galeasen. Aftalte med Claus Hansen færgemand og og hans kammerat, at de skulle befale skipperen og styrmanden at komme i land og bese hvor det var fornuftigt at landsætte rytteriet med heste, så de ikke kom til skade. Alt efter Printzenskiölds befaling, hvilket også blev efterkommet. Der kom ca. 30 mand i land og fanesmeden(underofficer) meddelte at der ikke ville komme flere i land før løjtnanten på galeasen fik ordre til det fra ritmesteren. Derefter meddelte jeg ham i ritmesterens navn, at han straks skulle komme i land og være hans gæst til frokost, hvilket han straks adlød, men havde forinden givet ordre til korporalerne på galeasen, at de ikke skulle komme i land før han sendte dem et tegn, hvilket han ikke ville afsløre, før jeg truede med at henrette ham. Til sidst gav han sig og gav mig sin kniv, som blev afleveret der ude. Derefter kom de i land på nær 4 ryttere, som blev på galeasen for at tage vare på deres heste. De 4 både med 3 mand i hver og med tildækkede geværer og deres egen styrmand i den ene båd, erobrede galeasen og sendte svenskerne ind med bådene, medens danskerne blev på skibet. Claus færgemand kom i land for at få at vide hvad han skulle gøre med galeasen og blev beordret til med 9 andre personer, at skulle bringe galeasen til Rønne, hvor hestene blev afskibet.
Den elegante måde at lokke en hel undsætningsekspedition i land, uden at nogen anede uråd og kunne vende om, er Jens Kofoeds virkelige mesterstykke. Lige fra det hurtige svar på galeonens "feltråb(2 skud efter hinanden, 3 skud det danske "løsen"), til trick`et med den svenske løjtnants hemmelige tegn: hans kniv, viser en side hos Jens Kofoed, vi ikke tidligere har kendt: Koldblodigt overlæg og overlegen ledelse. Men lad os høre historien fra skibet.

7. Jens Fribonde: Imellem anden og tredje juledag om natten, klokken var 2 slet, blev jeg taget på min seng, til at være styrmand på den galease, som gik til Bornholm med rytteri. Da vi kom til Bornholm sagde kaptajnen: jeg giver kun 2 skud, dersom Printzenskiöld er ved magten da svare han mig straks. Vi løsnede 2 skud og straks besvaret fra slottet med 2 skud. Og idet vi smed anker ved Sandvig, kom en båd fra land og meddelte at landsherrens ønskede at se vore officerer og sagde det var landsherrens befaling, at officererne skulle komme i land med de breve, de havde med til ham. Kaptajnen og ritmesteren for straks i land. Næste morgen kom en båd ud og meddelte i kaptajnens og ritmesterens navn, at skipperen og styrmanden straks skulle komme i land med kaptajnens tøj og gerne ville tale med dem. Det var de samme to letfærdige skælme, som hentede kaptajnen og ritmesteren i land, den ene hed Claus Færgemand i Allinge, den anden Hans Væver i Sandvig og da de kom i land blev de straks fanget og viste ingen fjendskab. Straks efter kom 4 både og meddelte det var ritmesteren og landsherrens befaling, at de skulle føre sadler, tøj og rytteri i land, hvilket straks skete. Der var ingen folk ved stranden, før vi kom til en gård og blev plyndret af bønder og landfolket og sat i en lade. Kom senere til Rønne og blev indsat i rådhuskælderen.

Men foreløbig var Jens Kofoeds mesterstykke lykkedes over al måde: Hver og én af de farlige svenske
Landgangstropper, med deres udstyr, heste og skib taget til fange, uden at eet menneskeliv gik tabt. De to beretninger, en fra hver side stemmer igen overens.

Jens Kofoed blev udnævnt til landkaptajn for østre og sønder herred, hvor han altså skulle uddanne det unge mandskab. Han fik tildelt den tidligere adelsgård Maglegård i Østermarie som bolig, kvit og frit, incl. Den underliggende "Elleshuset", samt 200 rigsdaler i løn, hvortil kom ca. 83 rigsdaler i "knægtepenge" fra bønderne. Trods de udmærkede vilkår var det dog en nedtur fra kommandantposten på Hammershus. Med sin iltre og stivnakkede karakter var Jens Kofoed ikke særlig egnet til en fredelig tilværelse i et roligt samfund. Men i december 1658 var han netop den mand, der var brug for. En kraftig, måske uundværlig drivfjeder, har hans ilterhed været til at sætte værket i gang, og da det gik løs, kørte han frem med fuld musik, uden et øjebliks betænkning. Hvem andre kunne have gjort det ?

Gift

Elisabeth Gabrielsdatter Akeleye
Ibsker Kirke, Bornholm

At adelige Damer indvandrede til Bornholm og her bleve gifte, hørte vistnok til Sjældenhederne; enkelte Tilfælde kendes dog. Til Skovsholm kom saaledes i sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede Elisabeth Akeleye, et Søskendebarn af Maccabæus. Det var hende, som den 9. Juni 1680 blev gift med Jens Pedersen Koefoed og efter hans Død med Major Claus Koefoed.

Skifte

Østermarie, Bornholm

Side 73b. 1691. 22 og 23. Juni.
Jens Koefoed Pedersen, capitain, 5. Vg. Østermarie.
Elisabeth Ackeleje. Laugv: Casper Henrich Westerwalt, capitain.

Ved første ægt med afg. ?. 5 søn. 8 døt.
A: Hans Koefoed, fendrich, myndig, København. Værge: Svoger, Christen Nielsen.
B: Sander Koefoed, København. Værge: Jens Ollufsen.
C: Jørgen Koefoed, sergeant, marier. Værge: Svoger Hans Jensen.
D: Detlef Koefoed, rejst til Ostindien. Værge. Svoger, Hans Ollufsen.
E: Mathias Koefoed, f. 1672. Værge: Hans Koefoed, capitain, Østermarie.
F: Margrethe ?, gm. Hans Ollufsen, Øster Sogn.
G: Sidzele ?, gm. Hans Jensen, Aaker.
H: Lisebeth ?, gm. Jens Ollufsen, Ibsker.
I: Anne ?, død, var gm. Afg. Lorrent Tyrvalt. 4 søn. 1 dat.
J: Magdalene ?, død, var gm. Christen Nielsen, corporal, Ibsker. 1 søn. 3 døt.
K: Kirstene, Jens Koefoedsdatter, trolovet med Petter Tiesen. Værge: Peder Mogensen, Bodilsker.
L: Karen, Jens Koefoedsdatter, f. 1675. Værge: Søstermand, Hans Ollufsen.
M: Johanna, Jens Koefoedsdatter, f. 1675. ( Tvilling.). Værge:Søstermand, Hans Jensen.

Ved ægt med enken. 1 dat.
N: Elisabeth, Jens Koefoedsdatter. Værge: Hans Koefoed, capitain, Pedersker .