Født

Pgd. Blykobbegård, Nyker, Bornholm

8xtipoldefar

Gift

Elisabeth Madsdatter Ravn
Rønne, Bornholm

Peder og Elisabeth blev gift d. 17. januar 1619 i Rønne.

Børn født og døbt i Rønne (kirkebogen tabt):
Hans Kofoed * ca. 1620; Oluf Kofoed * ca. 1624; Mads Kofoed * ca. 1626; Jens Kofoed * 3/11 1628 ("Bornholms Befrier"); Claus Kofoed * ca. 1630; Elisabeth Kofoed * ca. 1631; Jørgen Kofoed * ca. 1632; Maren Karine Kofoed * ca. 1634; Bodil Kofoed * ca. 1635; Kirstine Kofoed * ca. 1639. Endvidere skal de have haft 3 sønner og 2 døtre mere, som døde som små.

Frimændene på Bornholm

Følgende data er fra Jørgen Klindts bog " På sporet af Kofod`erne" skrevet i 1979

Det blev Peder Kofoed , der kom til at vende tilbage til købstaden og genoptage slægtens oprindelige erhverv som købmand i Rønne. Her giftede han sig med borgmesterens datter Elisabeth Madsdatter Ravn og blev borgerkaptajn, rådmand og senere borgmester, hvilket dog ikke forhindrede ham i med iver at samle frimandsgods. Af samlingen kan nævnes: Sandegård, Fynegård i Knudsker. Bjørnegård, Vintregård og Skadegård i Nyker. Kyllingegård(Stensbygård) i Bodilsker. Myregård i Nylars. Julegård i Aaker. "I Sose"(Ll. Dalbygård) i Vestermarie. Heslegård i Østerlars.

Det var naturligt - ja vel en pligt - at frimændene besatte officersposterne i militsen og i 1645 finder vi ifølge Bornholms Værns Historie den "stovte og myndige og viljefaste" Landsdommer Mads Kofoed som kaptajn for Vestre Herredskompagni og hans bror Jacob som kaptajn for en del af Nordre. Rønnes kaptajn var den tredje bror fra Blykoppegård: Borgmester Peder Hansen Kofoed. Som øverste leder var lensmanden på hammershus Holger Rosenkrans og under ham en major, Chr. Maccabæus til Skovholm i Ibsker. De gæve jorddrotter var ikke helt unge længere: Mads omkring de 60, Jacob i 50-erne og kun Peder lige under 50 år og hvad værre var, de havde ingen militæruddannelse, ingen erfaring og ingen træning. Men den unge generation var da også med. Sønnerne "marcherede" som fenrikker og løjtnanter, klare til at sikre den militære arvefølge, men i øvrigt uden andre militære kvalifikationer. Allerede i marts 1645 begyndte svenske krigsskibe igen at optræde truende omkring Bornholm og den evindelige alarm og beredskab var en stor belastning for bornholmerne, der ellers havde nok at se til med forårsarbejdet. Det var altså ingen stor sensation, da der tidligt om morgenen den 9.juni 1645 blev slået alarm, at en svensk flåde fra sydvest, styrede syd om landet. Desværre svigtede Mads Kofoed sin stilling som ældste kaptajn fuldstændig. I Stedet for at angribe svenskerne øjeblikkelig, så snart styrken var samlet, lod han være med at give ordrer og holdt de ivrige soldater tilbage og gav derved svenskerne mulighed for at trække deres soldater tilbage til skibene igen, efter de havde plyndret Nexø og tilfangetaget kaptajnerne Sivert, Jost og Christoffer Rømer( herredskaptajn for østre og søndre og Nexø`s borgerkaptajn og borgmester ). At hans overordnede major Maccabæus var lige så usikker og uegnet, var en ringe trøst. Af dem der stærkest ivrede for at nå Nexø så hurtigt som muligt var Jacob Kofoeds søn Peder. Den unge generation var ikke i tvivl! Den svenske "general admiral" Carl Gustav Wrangel sendte en parlamentær til Nexø rådhus, for at gennemføre forslaget om brandbeskatning. Marcabæus og de 3 brødre Kofoed forhandlede hele dagen og næste dag, den 11.juni, præsenterede de et forslag for bornholmerne. - Der var en tydelig modstandsvilje og nationalfølelse hos bornholmerne. Det sværeste var da også tilbage - At få overtalt almuen og de yngre officerer til at acceptere aftalen og gå hjem. Mads Kofoed medgav, at "en del af mit mandskab svarede, at de ville fægte, så længe de kunne stå, så svarede min løjtnant, at han ville gå og stå med dem, så længe at livet kunne tilrække". Denne løjtnant var ingen anden end hans egen søn Mads, den senere ejer af Eskildgård. Især Maccabæus var ivrig for at fortælle om den store svenske overmagt og Peder Kofoed garanterede for at ville betale halvdelen af brandskatten. - Brandskatten blev under nogen protest "godkendt" og en ydmygende overenskomst underskrevet. -
Dommen: Efter freden i Brömsebro, medvirkede Chr.IV til, at Bornholm forblev dansk og den svenske besættelse straks ophørt.e den 29.oktober. En kommission undersøgte forholdene omkring den svenske landgang og ingen af Kofoed`erne løb fra deres ansvar. Mads Kofoed mærkede nu på sin krop, at han ikke længere var den ansete nestor i en fornem slægt. Sammen med de andre anklagede officerer blev han indsat i fængslet på Hammershus og derfra overført til Blåtårn. Et ½ år senere, den 4.maj 1646 faldt dommen. Efter som Christian Maccabæus, Mads Kofoed, Sigvart Gagge og Jost Nicolai ikke har ydet modstand og hindret svenskernes landgang, blev de dømt til at være i Kgl. Majestæts nåde og unåde, resulterende i landsforvisning og fortabelse af deres ejendom. Jacob Kofoed blev også dømt til landsforvisning, men han døde allerede samme år. Mads Kofoed allerede i november 1646. Den snilde Peder Kofoed så i første omgang ud til at klare frisag, men blev anklaget og dømt til landflygtighed, samt fortabelse af sit gods. Han nåede at leve et par år i Lübeck, hvor han jo havde sine handelsforpligtigelser - ja sikkert også uden at ane, hans rødder kom her fra. Hans søn Jens Kofoed besøgte ham her, da han kom hjem fra Spanien og kunne sikkert give ham håb om mildere vinde og fortælle, at familien klarede sig forholdsvis godt derhjemme.