Født

Bornholm

En forbryderisk familie?

Vi kender Ole Andersen og hans to sønner fra en tidligere sag. Det var dem der var i slagsmål på sommergildet i 1706, hvor oldermanden Hans Hansen blev slået så heftigt, at han døde nogle uger efter. Ole Andersen og Hans Olsen, som havde ramt Hans Hansen med en sten, blev frifundet på grund af manglende beviser på, at det var det Hans Hansen døde af. (Se min artikel herom).

Men tingbogen afslører meget mere om familien. Ole Andersen blev allerede så tidligt som i 1681 dømt for vold. Han var i ”klammeri og slagsmål” med Hans Pedersen fra Skovgård ved herredsmønstringen ved Olsker kirke. Hans Pedersen var uarbejdsdygtig i 13 uger. Dommeren dømte efter jyske lov, tredje bog 32 kapitel, en bøde på 1 rigsdaler, bartskærerløn og 12 mark som erstatning for at Hans Pedersen blev ”trælslået”, altså så voldsomt, at han ikke kunne flytte sig fra stedet. Ole Andersen og hans hustru Ellen boede på Lærkegård hos sin fader Anders Olsen, indtil han fik sit eget udbyggerhus på den 18. sg.g. i Olsker sandsynligvis efter 1696.

Petter Thiessen anklage mod Ole Andersen for tyvagtighed, stammede tilbage til 1691, hvor Ole Andersen var blevet indsat i Rønne arrest på mistanke om, at han havde stjålet kød fra Rønne bys borgere. Der var også noget om en sølvskål. Det var en mærkelig sag, da det lykkedes Ole Andersen at flygte to gange fra arresten inden han blev dømt: At arbejde På Bremerholm resten af sit liv. På forunderlig vis – enten ved forbøn eller fordi han lovede at blive soldat – slap for videre straf. En gåde, som altså var i folks erindring 17 år efter. Ole Andersens forsvar i 1708 var, at så mange år siden, kunne man ikke dømme ham på formodninger. Fuldmægtigen svarede med et gammelt ordsprog: ”Rygtet følger gerningsmanden til hans død”.

Sagen fra 1691 var interessant, da der kommer en del oplysninger om familien: Ole Andersen var mistænkt at havde været i ledtog med tyven Hendrich Pedersen, som en overgang boede på Lærkegård. Han blev dømt til galgen på tinget den 13/2 1691 for begået tyveri af korn og brød hos Mikkel Hartvig i Knudsker. Sagen blev prøvet i Landstinget, som hurtigt konfirmeret herredsdommen. Ole Andersen var mistænkt bl.a. for at have solgt Hendrich Pedersens tyvekoster. Ole Andersen fortalte, at han levede af køb og salg af varer, bl.a. klædevarer som han købte af lybske købmænd.

Ole Andersens far hed Anders Olsen og havde selvejergården Lille Lærkegård i Olsker. Gården overtog han efter Ole Pedersen i 1662, som sandsynligvis er hans far. Som så mange andre gik det meget skidt med at betale landgilde til kongen i misvæksttiderne i slutningen af 1670- og i starten af 1680-erne. I 1681 nævnes han som ”arm, fattig og bedaget mand”. Gælden blev efterhånden så stor, at gården stod til at blive en kongelig fæstegård. Imidlertid klarede Anders Olsen sagen ved at leje gården til Laurits Jensen Væver. I 1691 var det galt igen. Anders Olsen gav Hendrich Pedersen skylden. Han påstod, at han var jordejer af samme gård i 50 år “men det sl. Anders Wognsen hafde fæstet gaarden bort til en anden skyldtes, at en misgierningsmand ved navn Hendrich Pedersen, som for sine misgierninger er blefuen henrettet, hvorpaa han (Anders Olsen) havde draget sig en del Restancer, hvorfor gaarden var taget til Kongen, hvilket han formeener icke kan prejuricere ham”: Anders Olsens påstand var en ulovlig konfiskation og dermed følgende udstedelse et livsfæstebrev til Peder Hansen. Den indsatte kgl. Fæster Peder Hansen nåede, at bo på Lærkegård et par år, inden Anders Olsen vandt retssagen mod amtskriveren og fik sin gård tilbage. Trods protester fra øvrigheden lovbød han gården 1696 til ”slægt og byrd”, hvorefter han solgte til Morten Dircksen. I denne handel indgik en lejekontrakt på et lille udbyggerhus, hvor Anders Olsen kunne bo. I 1701 opholdte Anders Olsen sig hos sin søn Peder Andersen, 29. sg. i Rutsker (Rosendalegaard), da sønnen døde. Anders Olsen bliv værge for det nyfødte lille barn, og han arver sønnens ”ifare-klæder”, som bestod af tre vadmels kjoler af ikke var af ringe værdi. 1703 nævnes han igen som udbygger på lille Lærkegaard.

Hverken Hans Olsen og Ole Andersen lod sig kue af myndighederne. Det kræver sin mand, at anlægge sag mod amtskriveren – og vinde! De må have haft gode kontakter, hvordan kunne Ole Andersen ellers have engageret Esper Espersen fra Vestermarie, som sin fuldmægtig og forsvarer i voldsagen i 1706?

Det er spændende, at køb og salg af klæde var en del af familiens erhverv. Det passer fint med Laurids Jensens tilnavn ”væver”. I 1706 tjente Hans Olsen på 5. vg. Myregaard og i 1708 havde den yngre bror Rasmus Olsen overtaget tjeneste. Så tidligt som 1681 lejede han Anders Olsens gård og betale landgilde i 1683 og 1684. Herefter bliver han gift med Martha Erlandsdatter på 5. vg. Myregaard og bliver ”opsidder” på gården. Laurids Jensen stammer fra 65. sg. i Vestermarie. Der var stærke bånd til Anders Olsen og Ole Andersen – selv efter disse retssager i 1706 og 1708 fortsatte kontakten. Hans Olsen yngre bror Rasmus Olsen blev gift (2x) med Marthas barnebarn Inger Pedersdatter, som i 1733 boede i Tejn.