Født

52" Sgd. Rømeregård, Vestermarie, Bornholm

Om denne Hans Rømer, der i 1662 boede på Rømeregård, fortæller J. Th. Sassersen, at hans hustru hed Valborg, men nogen dokumentation er ikke fundet. Han efterlod sig tre børn: Boel (Bodil), Hans og Sidsel, alle født i 1650-erne. - Sønnen Hans Hansen Rømer overtog gården efter forældrene, der døde før skifteprotokollerne begynder 1681. Han var korporal, senere kvartermester og kornet ved militsens rytteri, gift med Borrite Christensdatter Piil fra Vestre Pilegård i Klemensker (Bh.saml. 18/131). Hun døde 1720, skifte 5. juli.

Ved dette skifte blev Hans Rømer af sin svoger krævet til regnskab for sin ugifte søster Boels arv, men var meget uvillig til at give oplysninger. Han sagde, at skiftet efter forældrene var holdt for over 40 år siden; han kunne ikke huske enkeltheder, og han havde ikke fået nogen lodseddel. Boel havde nu de sidste 4 år opholdt sig i hans hjem; han havde lovet at forsørge hende resten af hendes liv og give hende en hæderlig begravelse, og hvis han døde først, ville hans arvinger overtage forpligtelsen.

Svogeren Jens Jensen ville ikke nøjes med løfter. Han "foregiver og forklarer, at hans hustru, som er søster til Boel Hansdatter, har bekommet løsørepenge 18 sldr., hvorfor han formeen (mente), at Boel Hansdatter jo har bekommet lige så meget. " (Hertil kom hendes "jordepenge" = andel i gården). Han "alleneste påstår, at Hans Rømer ville udsige, hvad han for sin søster til billig underholdning ugentlig eller årlig ville have, på det (for at) de vedkommende kunne vide til efterretning i sin tid." -"Cornet Hans Rømer hertil svarede: Hvad hendes forflegning (forplejning) angår, da kunne han ikke, helst som hun er en aldrende pige ved 70 år, ringere underholde hende end ugentlig 3 mark, som han vil formode bliver ham godtgjort, fordi han hende har opholdt i 4 år. Og hvad renten af hendes gods angår, bliver det hannem aftrukken, så vel som hovedstolen (kapitalen), som de 8 mænd vil tage i consideration (betragtning), når deres forretning sker." -Gården skulle nemlig vurderes af samfrænder.
Af denne diskussion ser man den ugifte piges situation for 2-300 år siden: hun var umyndig hele livet. Denne Boel har forsørget sig selv, formodentlig ved husligt arbejde hos en anden familie, til hun blev ca. 65 år og ikke kunne mere. så blev hun modtaget i sit barndomshjem, måske pænt nok, men dog som en nådesbevisning, selv om hun ejede en fjerdedel af gården og aldrig havde fået en skilling i rente.

Dette formynderi må have været en prøvelse for adskillige kvinder. Man bør dog ikke overse, at Boel på denne måde var sikret en alderdomsforsørgelse, hvad der var meget værd i en tid, der ikke var indstillet på at yde offentlig hjælp ud over almisser til betlere.

Kornetten mente at have gjort sin pligt som værge for søsteren. (Skpr. 1718/24 fol. 197 ff) .Men den meget yngre Jens Jensen havde gyldig grund til at ønske ordentlig besked. Hvis Hans Rømer faldt fra, ville værgemålet for Boel blive pålagt svogeren. Tvivlsspørgsmål om hendes arv måtte forebygges.

Skifteforvalteren udsatte sagen til afgørelse ved samfrænders dom, og udfaldet kendes ikke. Det kom heller ikke til at betyde noget, for Hans Rømer overlevede både Jens Jensen og hans kone, sandsynligvis også Boel. Han blev 88 år og døde ca. 1742. (Bh.saml. 10/50). Begravelsen er ikke indført i kirkebogen, der er mangelfuld i disse år.

Fra denne Hans Hansen Rømer og Borrite Christensdatter nedstammer "Almindingens skaber" Hans Rømer (1770-1836) og hans mange brødre. (Stamt. Koefoed A side 95-102).

Men det er søsteren Sidsel, her skal berettes om. Hendes historie er temmelig godt oplyst, og hun er tiptipoldemor til Jens Mogensen på Store Uglegadehus i Nylars (1822-1899).