Historie

I 936 rejser ærkebiskop Unni af Hamburg til Norden, og på det tidspunkt hedder danernes konge Gorm den Gamle, og sidder på kongetronen i Jelling. Vi har lært i skolen at kongerækken begynder med Kong Gorm, men der var mange konger før ham. Tilmed nogle der har sat sig spor i form af bygningsværker, militære sejre og modstand overfor kirken.
Det danske rige eksisterer længe før Gorms tid. Ifølge de nordiske sagaer hed Gorm den Gamles far Hardeknud, (Knud I.Hardeknud Svendsen) som var konge før Gorm. Vi ved at Gorms kone hed Thyra, og ved hendes død rejste Gorm en runesten over hende. Fra en ct-scanning af et stykke træ fra Nordhøjens gravkammer i Jelling, ved vi, at Gorm døde i vinteren 958-959, men ellers ved vi ikke så meget om ham..
Den lille runesten i Jelling bærer de ældste ord vi kender fra en dansk konge. Det er første gang i Danmark, at landets navn bruges, men ude i Europa havde det på den tid været i brug i hvert fald i 75 år. Det første sted vi læser navnet Danmark, er i kong Alfred den Stores geografibog. Alfred var en kulturelt interesseret konge i wessex 871-899, og han lod fremstille en geografisk beskrivelse af det nordlige Europa, hvor betegnelsen" dene mearc" bruges om det danske område. Reginos krønike, skrevet ca. år 900 i klostret Prum ved Køln, har ved året 884 en omtale af Denimarca, så navnet var ikke noget nyt påfund, da Gorm omkring 950 brugte det på sin mindesten over Thyra.

Gorm døde i vinteren 958-59. Thyra Danebods dødsår kender vi ikke, men hun er død før Gorm. På den lille Jellingesten betegnes hun som, tanmarkar but "Danmarks pryd". Thyras gravsted kender vi ikke, et gæt kunne være, at det kæmpemæssige stenskib, der lå hvor nu kirken og højene ligger, var et minde over dronning Thyra, og at der ligger hun begravet. Gorms jordiske rester blev fundet i kammergraven under Jelling Kirke.
Gorm rejste sin sten "efter Thyra". Hun er altså død før ham, men næppe meget før ham, hvis de har været jævnaldrende. Han kalder sig konge på den lille runesten, så den må være rejst efter at Gorm fik kongeværdigheden omkring 934 og inden 958, hvor Gorm selv døde.
Gorm er formodentlig først begravet i Nordhøjen i Jelling, og efter hans søn Harald Blåtand havde antaget kristendommen omkring 960, lod Harald bygge en trækirke i Jelling, og overflyttede Gorms lig hertil.
Da Gorm blev fundet under kirken i 1978 blev han overført til Nationalmuseet til nærmere undersøgelse.
Ved undersøgelsen konstateredes det at Gorm var omkring 50 år da han døde. Han har været 172 cm. høj, hvilket var en anselig højde på Gorms tid. Han led af slidgigt i den nederste del af rygsøjlen.
I år 2000 blev Gorm den Gamle genbegravet i Jelling Kirke.
Gorm blev anbragt i et metalskrin, og placeret i et støbt betonkammer, foran koret i kirken.