Født

Sædder

Kirsten var den ældste af 8 børn. Hendes opgaver som storesøster har været betydelige med de vanskelige forhold, familien levede under.Hun blev ansat som servitrice hos kromand H.C.M. Halling på Yderholm kro, hvor hun var i en årrække. Her mødte hun sin kommende mand, forstelev Ole Nielsen fra Lellinge. Johannes Rasmussen har dramatiseret deres kærlighedshistorie og bryllup i fortællingen Min morfar og mormor - skovfogedfolkene fra Almissevænge og Storskov under Vallø Stift. Se i øvrigt Ole Nielsens biografi.Hjemme i skovfogedhuset regerede først og fremmest Kirsten. Der hørte lidt landbrug til. I Mit livs karrusel har Johannes gengivet sin søster Elnas beretning fra Abildgårdshuset i Storskov, hvor hun boede med sine forældre og bedsteforældre fra hun var to til ni år.... Det er interessant ar høre om, hvordan de kærnede smør af mælken, de havde fra deres køer. Mormor Kirsten malkede dem, og min søster holdt lygten om aftenen. Der blev jo i de tider malket til aften, malket ved nitiden. De mente i de tider, at de fik mere mælk ved at malke tre gange i døgnet, morgen, middag og aften. Og, sagde de, køerne bliver for sprængt i yveret, om de skal stå fra middag til næste morgen. Nu malker man kun morgen og aften i moderne tid. Min søster fortæller, at hun en aften nok ikke havde holdt lygten, der var en lille lyslygte med stearinlys i. For da de kom ud af stalden, trådte min mormor forkert, faldt ned i en lille dam, spildte al mælken og blev våd, men tog det med godt humør. Mælken blev sat hen, blev tilsat syre, stod og ventede, til den var i orden til at kærne, og med en gammeldags kærne, kærnede de så smør og havde bestemte kunder. Endogså dem på Vallø Slot kom og fik mælk, og mon ikke også ost, som de lavede.Om aftenen kartede og spandt de uldgarn, nok af får, de selv havde. Og så sad de aftensæde, sad i mørkningen, mørkningstimen, mens det lyste fra brændekakkelovnens dør, der gerne var forsynet med noget ikke brændbart glas, noget der lignede horn. Bedstefar sad inde i sin egen stue og ordnede sammen med min mor datteren Louise skovens regnskab.En omfattende selskabelighed i skovfogedhuset med spise- og drikkefester var baseret på Kirstens madlavningskunst. Hun havde sin gode baggrund fra oplæringen på Yderholm Kro, og med Fru Mangors Kogebog ved hånden og gode og rigelige råstoffer, var resultatet eminent. Madlavningskunsten og interessen kan spores i de efterfølgende slægtled.Hun har haft svært ved at forlige sig med de frikirkelige kræfter, der kom ind i hjemmet med svigersønnen Anders. Det er Kirsten, der citeres for at sige til sin svigersøn: Du er go nok, Ans, bare du ikke var så hellig! Hun insisterede sammen med datteren og manden på, at Louises førstefødte skulle barnedøbes. Efterhånden affandt hun sig dog med, at der blev holdt vækkelsesmøder med tilrejsende baptistprædikanter i Abildgårdshuset. En af dem var Frederik Holm, min egen morfar.Kirsten har haft et mørkt sind, som hun desværre har givet i arv til flere i de efterfølgende slægtled gennem datteren Louise. Hendes verden må være brudt sammen, da planerne om Oles pensionering og flytningen til Hovtvedegård væk fra Storskov bliver en realitet. En dag finder de Kirsten død for egen hånd.