Født

Lellinge

Ole er eneste barn i skovfoged Niels Jørgensens 2. ægteskab. Han kom til verden i Hjælpemarkshuset, skovfogedstedet i Lellinge, få måneder før faderen fyldte 60 år. Han blev forstelev ved Vallø Stift, formentlig hos faderen. Faderen døde, da Ole var 21 år, og Oles halvbroder Jørgen overtog skovfogedhvervet. I folketællingen fra 1860, da Ole er 23 år, bor han stadig på skovfogedstedet og hans stilling betegnes tjener huusfaderen, hvad formentlig svarer til stillingen som forstelev..I KRIGOle Nielsen deltog i Den 2. Slesvigske Krig i 1864 som menig nr. 574 ved 13. Infanteriregiment, 2. Bataljon, 5. Kompagni fra 28. januar til 13. august 1864.I den sidste halvdel af november og i begyndelsen af december 1863 beordredes de regimenter, hvis mandskab var hjemmehørende i kongeriget og hertugdømmet Slesvig, til at indkalde samtlige årgange af uddannet liniemandskab.Den store andel af tysksindede blandt det fra Sydslesvig rekrutterede mandskab kom til at betyde en mindre loyal ånd i de afdelinger, hvor de indgik. Det var gældende for 13. Infanteriregiments 2. Bataljon, som Ole Nielsen tilhørte. Den samledes i Sønderborg, Regimentets 1. Bataljon, blev formeret i Assens.I første fase forblev 13. Regiments 2. Bataljon med sit slesvigske mandskab i Sønderborg. Ved kringudbrudet 1. februar 1864 afmarcherede bataljonen ifølge ordre den 3. februar fra Sønderborg for at begive sig til Flensborg. De nåede den 4. februar til Klusris, hvor de fik ordre til at blive, og hvor de senere fulgte med den øvrige del af hæren på tilbagetoget fra Dannevirke til Sønderborg 5. - 7. februar.I Fredericia modtager general Lunding 6. februar telegram om, at Dannevirkestillingen er opgiven og marchen til flankestillingerne, derunder Fæstningen Fredericia, er tiltrådt.I begyndelsen af marts samledes 13. Infanteriregiment i den befæstede lejr nord for selve fæstningen. På grund af problemet med sydslesvigerne var regimentet mindre anvendeligt til forposttjeneste. Derfor dannede 13. Regiment fæstningens hovedreserve. Infanteriet fik 16. marts tilført ca. 1900 Mand. Derved blev det muligt at udskille det upålidelige slesvigske mandskab af 13. Regiment. Det var nogenlunde tilendebragt i april.I februar og marts trak de østrigske tropper sammen omkring FæstningenFredericia, som blev erklæret i belejringstilstand. Helt undgik Ole Nielsen og hans regiment ikke kampen, da østrigerne 17. marts begyndte angrebene. Tabsliste for angrebet paa Fredericia 17 .- 21. marts 1864 var for 13. Regiment: 5 døde, 9 saarede og 3 deserterede slesvigere.Efter tabet af Dybbøl 18. april 1864 øges presset på Fredericia. 26. april rømmer danskerne fæstningen og trækker alle tropper til Fyn. Det gælder også 13. Infanteriregiment, som på det tidspunkt talte 35 officerer, 89 underofficerer, 159 underkorporaler og 1586 menige.På Fyn blev 13. Regiment placeret i Ingslev og Fjeldsted og indgik i forsvaret af den truede kyststrækning syd for Middelfart.Ole Nielsen hjemsendes 13. august 1864 ved fjendtlighedernes afslutning.Efter ansøgning i 1876 findes i Rigsarkivet tildeles han en erindringsmedalje krigsmedalje. Fra Johannes Rasmussens manuskript Mit livs karrusel ved vi, at børnebørnene Ove og Johannes fandt medaljen i hans efterladte chatol. Deres mor benævnte den jernkorset. Desværre er den bortkommet.HJEMME I SKOVLANDETOle Nielsen traf ifølge Johannes Rasmussen sin kommende kone, Kirsten Hansen, på Yderholm Kro, hvor hun var ansat som serveringsdame. Kroen lå få minutters gang fra Hjælpemarkshuset. Ifølge samme kilde giftede de sig 1870 i Herfølge kirke, og Ole fik tildelt skovfogedkaldet ved Almindevænge på Endeslev overdrev. Det har ikke kunnet verificeres i kirkebogen for Herfølge.Årsagen er, at der har været bredt et tågeslør ud over realiteterne. De synes at være, at Kirsten blev husholderske hos Ole i Almindevængehuset og afløste her hans mor, Ellen Nielsdatter, ved hendes død i 1869. Ole og Kirsten giftede sig 15. december 1871 i Køge, 2 måneder før Louise kom til verden. Louise, der blev født i Almindevængehuset, bliver deres eneste barn, hvad formentlig har sammenhæng med, at Kirsten da er 37 år.Omkring 1885 fik Ole overdraget det noget større skovfogedkald i Vallø Storskov, og de flyttede til den tilhørende embedsbolig, Abildgårdshuset, der ligger nogle hundrede meter inde i skoven fra Tessebøllesiden.Johannes Rasmussen fortæller kun positivt om sin morfar. Han var en dygtig jæger med fin jagtetik. Til det var jagthundene et vigtigt redskab, og Ole Nielsen var kendt for at oplære sine hunde til perfektion. Men når det blev nødvendigt at aflive dem, måtte han have en anden jæger til at udføre opgaven. Det kunne han ikke selv få over sit hjerte.Andre menneskelige træk fremgår af den beretning, som Johannes Rasmussen har fra Julius Olsen på Herfølge Alderdomshjem. Han var kommet i skovfogedhjemmet som dreng og havde senere tjent hos Ole Nielsen.Ifølge Julius Olsen var Ole Nielsen en flink mand. - Om han ikke også tit havde en lille hejsa på Jo, det havde han. Han gik gerne ture i skoven og havde så samtidig ærinde hos ledmændene, og så snattede de. Det vil sige, at de drak dem en sort eller flere, og når skovfogeden kom hjem, og sådan stak lidt langt ude med sin stok, og så at han sang denne : Det var i niogfyrre, da jeg var på session ..., så vidste de hjemme, at han havde en lille en på. Men flink, det var han, sagde Julius.Et enkelt fejltrin fra Oles side blev afsløret, da der dukkede en halvbroder op til Louise. Johannes Rasmussen forbigår det ret hurtigt i Mit livs karrusel, men han omtaler denne nye morbroder positivt og fortæller, at hans mor, Louise, satte pris på broderen. Da jeg hverken kender mandens navn, fødested eller fødselsår, bliver det en vanskelig opgave at opspore denne gren af familien, men faderskabet må være erkendt, når han kan indfinde sig hos søsteren.Før jeg fik kendskab til oplysningerne i Johannes Rasmussens arkiv, havde jeg noteret mig følgende fra folketællingerne: Fra 1899 bor datteren Louise og hendes mand Anders med datteren Elna på skovfogedstedet. Anders er Avlsbestyrer. I FT-1906 er Ole enkemand og skovfoged med husbestyrerinde. Ifølge FT-1911 flytter skovfoged Peter Meyhoff i 1906 til sognet. Af kirkebogen fremgår, at Ole dør på Hovtvedegård 25. april 1906. Han er således blevet pensioneret fra skovfogedhvervet kort tid efter, at Kirsten den 11. januar er død. Han er derefter flyttet ind hos Anders og Louise på Hovtvedegård og dør kort tid efter.Disse oplysninger fra folketælling og kirkebog supplerer Johannes Rasmussen i blandt andet Mit livs karrusel. Det var de meget omtalte begivenheder omkring erhvervelsen og senere tabet af Hovtvedegård, der dannede baggrund også for beretningen om Ole Nielsens sidste år.Da det ikke lykkedes at få Anders antaget ved Vallø Stift som forstelev, så han kunne efterfølge Ole som skovfoged, planlagde de at erhverve et landsted, hvor de kunne bo sammen, når Ole blev pensioneret, og hvor Oles skovfogedpension skulle bidrage til økonomien. Det førte til købet af Hovtvedegård i 1906. Omkring dette tidspunkt blev det konstateret, at Ole havde en kræftlidelse ved mavemunden. En læge ordinerede operation. Ole Nielsen spurgte ham, hvor længe han så kunne forvente at leve. Højst et par år, var svaret. Så valgte Ole Nielsen at afstå . Men for Kirsten er både flytningen fra Storskov og mandens livstruende sygdom blevet for meget, og hun tog sit eget liv før flytningen til Hovtvedegård.