Født

Anna Elisabeth Susette Boisen var født 21. april 1850, altså næppe tre fjerdingår, før hendes mormoder Elisabeth, kaldet Lise, Grundtvigs første hustru, døde 14. jan. 1851. Da den nye lille Elisabeth passerede sit første nytår, digtede Grundtvig et rim til hende, trykt i Danskeren 15. jan. 1851. Vi får her bl.a. at vide, at den lille, trekvart år gamle Elisabeth med sit smil havde glædet sin syge bedstemor på hendes dødsleje. Men Grundtvig udtaler tillige ønsket om, at den nye Elisabeth måtte vokse op med en gladere natur end den, hendes mormoder besad. Hvad Grundtvig her sigter til, var bekendt nok: fru Lise var fra ungdommen af noget vemodig og tungsindig anlagt, var aldrig rigtig glad eller lykkelig .3 Det skal dog tilføjes, at dette tungsind mærker man vistnok aldrig noget til i hendes breve. Som datter af en lærer og præst var det nærliggende for Elisabeth selv at undervise. Hun blev i 1868, 18 år gammel, lærerinde ved Dronningens Asyl i Rigensgade, men måtte på grund af vaklende helbred før tiden opgive denne stilling 1886. Hun bevarede dog stadig en vis tilknytning til asylet, og i 1918, 50-året for hendes ansættelse som lærerinde, blev hun hyldet af gamle elever takadresse bevaret i arkivet. Til gengæld gav hun eleverne noget ved samme lejlighed, nemlig en tryksag med titlen Copier af Breve fra Dronning Caroline Amalie. Trykt som Manuskript. Dette 30 sider store hæfte var tilegnet Asylet og Asylskolen, og hensigten var at give et billede af- som det hed i dedikationen - vor herlige og elskelige Dronning Caroline Amalie i hendes varme, kjærlige Hjærtelag for de Smaa herinde. I hæftet var aftrykt en del breve fra dronningen til P. O. Boisen, desuden to fra dronningen til Meta og et fra dronningen til Elisabeth. Der var ingen indledning eller kommentar til teksterne, og i nærværende arkiv søger man forgæves efter nærmere omtale af hæftets tilblivelse m.v. Nøjere oplysninger om, hvorledes Elisabeth Boisen var som lærerinde, er ikke fundet. Elisabeth viste tidlig musikalske anlæg, en arv fra Boisenslægten. Hun begyndte at komponere, men om denne side af hendes virksomhed giver arkivet forholdsvis få oplysninger. Hun fik udgivet 25-30 sangmelodier på forskellige københavnske musikforlag, og ved enkelte koncerter er også kompositioner af hende blevet sunget f.eks. i Casinos koncertsal, Hornung Møllers sal og ved orgelkoncerter i Trinitatis og Vor Frelsers kirke. Men hun blev aldrig rigtig anmeldt og fik således aldrig et egentlig gennembrud som komponist. Hun var veninde med den bekendte operasangerinde Sophie Keller. Af et brev fra fru Keller til Elisabeth Boisen i slutningen af 1889 ses, at Elisabeth et par år 1887-89 har undervist ved det af fru Keller nystiftedeSangSide 134 stiftedeSang- og Musikkonservatorium for Damer, men at hun nu i dec. 1889 trækker sig tilbage, hvad fru Keller meget beklager. Hun vidste, at eleverne havde været meget glade for hendes undervisning. - Under besøg på Nørholm jævnfør nedenfor har fru Keller sunget for gæsterne, og Elisabeth har da akkompagneret hende. Det er vist sket mere end én gang. Når Elisabeth komponerede, var det som regel til tekster af hendes veninde fru Rosenørn, af hende selv eller f.eks. af Grundtvig. En sang, hvor både teksten og melodien var af Elisabeth Boisen, hed Fred på jord; den udkom samtidig 1905 både i Danmark, Sverige og England. Sangen var inspireret af den fra forfatterinden Bertha von Suttner stammende, bekendte fredsbevægelse; netop i 1905 modtog hun Nobelfredsprisen, en begivenhed, som vel har været anledningen til Elisabeth Boisens komposition. Efter at have trukket sig tilbage fra såvel skole- som musikundervisning gik Elisabeth over til at skrive. Resultatet blev en lille bog Kort Udtog af Verdenshistorien samt en lidt udførligere Fremstilling af Nordens Historie. Trykt som Manuskript. København. Trykt hos Nielsen Lydiche, 1890 190 sider. Ingen forfatterangivelse, intet forlag er nævnt. Foran i bogen findes følgende trykte tilegnelse: J. K. R. med hjærtelig Tak tilegnet af E. B. - En ny udgave kom i 1896, übetydeligt ændret kapitel- eller afsnitinddelinger indsat o. lign.. Om bogen, der som privattryk ikke blev sendt til anmeldelse og ikke kom i handelen, blot følgende: den udgør en i og for sig velskrevet og letfattelig lille lærebog for begyndere i Verdens og fædrelandets historie, skrevet i Frederik Barfods populære stil og på grundlag af et romantiskpatriotisk historiesyn, som var temmeligt gammeldags i halvfemserne. Bogen skal oprindelig være fremgået af notitser af Elisabeth Boisen ved privatundervisning i historie. At den må have interesseret adskillige kan man forstå ud fra nødvendigheden af et nyt oplag. Bag tilegnelsesinitialerne J. K. R. skjulte sig frk. Ingeborg Kristiane Rosenørn- Teilmann 1852-1929. Hun var forfatterinde, men tillige som stamhusbesidder ejer af godset Nørholm ved Varde. Her skabte hun sig med årene en stor vennekreds, der nød godt af hendes gæstfrihed, og engang i 1870erne er også Elisabeth blevet optaget i kredsen. Om det er frk. Rosenørns interesse for Grundtvig, der drev hende til at stifte bekendtskab med Elisabeth der jo var Grundtvigs datterdatter, eller om det omvendt var hendes venskab med Elisabeth, som vakte hendes interesse for Grundtvig, er uvist. Bekendtskabet medførte, at også Elisabethssøskende, brødrene Frederik og Harald med pårørende inviteredes Side 135 til Nørholm på sommerbesøg, hvad der fremgår af bevarede breve. Harald Boisen må ved en enkelt lejlighed have gjort sig særlig populær, idet han efter en festlighed på Nørholm den 27. aug. 1897 modtog en smukt formet og tegnet takadresse, underskrevet af festens gæster. Blandt disse navne mærker man sig bl.a. forfatterinden Christine Daugaard, operasangerinden Sophie Keller, komponisten P. S. Rung-Keller samt Oehlenschlågers datter, fru Marie Konow. Vi supplerer det her fortalte med en erindring om Elisabeth Boisen, som ganske vist ikke findes i nærv. arkiv, men alligevel er værd at nævne. Den stammer fra skuespillerinden fru Marie Kornbeck, som i nogle Minder bl.a. fortæller følgende: Blandt Gæsterne, der nød Sommeren paa det smukke Nørholm, var den lille fine Dame Frk. Boisen, Grundtvigs Ætling; lille og spinkel, næsten gennemsigtig var hun, med aflangt Ansigt, høj Pande og ejendommelige klare Øjne; rastløs vandrede hun, iført sin enkle sorte Kjole og det lille hvide Sjal, op og ned ad Gulvet den halve Nat - eller hun vandrede omkring i Havens Gange; - hvorfor sov hun aldrig spurgte man. - Og videre antyder fru Kornbeck, at denne adfærd måske skyldtes slægtskabet med N. F. S. Grundtvig.4 Fru Kornbeck har sikkert ret i denne formodning. Elisabeth Boisen, som døde i 1919, har efter alt at dømme været den sidste af Grundtvigs efterkommere, hos hvem en direkte arv fra N. F. S. Grundtvig svagt har kunnet spores: rastløsheden, den kunstneriske sans kompositioner og digte, sansen for historien og den dermed forbundne pædagogiske meddelelseslyst, noget som dog hos hende altsammen så at sige forblev på kimstadiet. Det er bemærkelsesværdigt, at breve fra frk. Rosenørn-Teilmann til Elisabeth og omvendt mangler i nærværende arkiv. Kun et eneste kortfattet telegram fra frk. Rosenørn er bevaret. Nu vides det, at de to veninder delte lejlighed, dvs. vinterbolig, i København og altså boede sammen til Elisabeths død i 1919. Antagelig har frk. Rosenørn derefter sikret sig deres brevveksling og har enten tilintetgjort den eller bragt den til Nørholm. I Rigsarkivet findes brevene ikke. På Nørholm findes endnu originalen til Carl Thomsens kendte maleri af den unge Grundtvig siddende ved knæfaldet foran alteret i Udby kirke. Dette maleri blev i sin tid købt til Nørholm af frk. Rosenørn; formodentlig er dette køb sket på tilskyndelse af Elisabeth Boisen. I hvert fald er billedet vel nu det sidste minde om herresædets grundtvigske periode, der forøvrigt fortsatte til frk. Rosenørns død i 1929. Nogle indtryk af frk. Rosenørn som gammel er meddelt af Carl Dumreicher i Ved en Milepæl 1954, s. 53 ff. Side 136 Om Elisabeths to yngre brødre skal vi fatte os i korthed. Den ældste af dem var Frederik Boisen 1852-1908, toldassistent i København; død barnløs. Den anden hed Harald Immanuel Boisen 185 7-1904. Han må efter sine mange og livlige breve at dømme have været en kvik og livsglad mand, som i sin ungdom tog ivrigt del i studenterlivet. Han var først kapellan i Herfølge, derefter 1890 sognepræst i Højerup på Stevns. Han var to gange gift, anden gang 1903 med Ingeborg Bardenfleth, af den bekendte adelige slægt. I dette ægteskab fødtes 1904 sønnen Ingolf Boisen, cand. polit., filminstruktør, producent, forfatter, fra hvem det Boisenske arkiv overgik til Kgl. Bibi.