Døbt

Hersom Kirke

Petrine Andersen gik i skole i Hersom og er uddannet ved husgerning.
Hun har altid haft lyst til at skrive og har gode evner herfor.
Utallige er de sange og digte hun har forfattet. Der skal her citeres et vers, som hun spontant har skrevet til denne slægtsbog og som synes på højde med store digteres arbejder:
Af dybe rødders styrke skabtes stammen, hvorfra de stærke grene voksede ud. Og kviste fødtes, spredtes, søgte sammen, mens gamle grene faldt på stormens bud.
Men stadig knop ved knop i vår vil briste til liv fra safter fra det stærke ved.
- Til alle jer, der nu er unge kviste:
Betragt vor rod i sand ærbødighed.
Om sit barndomshjem fortæller Petrine Andersen:
Mit fødehjem ligger ensomt, men i naturskønne omgivelser. Står man på gårdspladsen har man en vidunderlig udsigt over søen med lyngbakkerne og Lindum skov som baggrund. Fra min barndom husker jeg de mange besynderlige navne, som knyttede sig til stedet. En dyb slugt, syd for huset, kaldtes "Busselund”,- alene navnet kunne nok give et barn gåsehud. Så var der »ThammAs»a Hurl” med den store troldsten og ’'Grøndal, hvor den hovedløse so dyrkede sit natlige friluftsliv. Men ejendommens navn var dog det mest besynderlige. De gamle på egnen kunne berette, at stedet, fra gammel tid kaldtes "Dottepøt". Hvorfra navnet stammede og hvad ordet betød, vidste ingen. Men en herlig tumleplads var det for vi børn og mange indianerkampe blev udkæmpede fra de, i vor fantasi, vidtstrakte prærier og de dybe skove.
Et kært minde for mig er også vore hyggelige vinteraftner. En ubrydelig skik var, at lampen først måtte tændes når
det var absolut mørkt. For selvfølgelig skulle der spares på den dyre petroleum. Men når dagens dont var endt for mor og far, samledes vi alle i stuen til mørkningstime. Så sad vi da der mens tusmørket sænkede sig - Mor med strikketøjet, som voksede lige hur­tigt i mørke, som i lys, og far med den lange pibe.
Det eneste lys i stuen var skæret fra kakkelovnen, hvor tørvegløderne ulmede, mens vandkedlen snurrede og sang sommetider lystigt - men til tider sært vemodigt.
"Fortæl om gamle dage", lød det fra børnene.
Min far stammede fra Fornyre ved Tjele og kendte alle de sagn og historier, som knytter sig til denne gamle herregård.
Der var den om forken, der var stukket ind over porten og ikke måtte fjernes, da gården i så fald ville brænde. Også historien om den sorte hund, der vandrede om, som den onde ritmesters genfærd, fik vi, men hver gang, vi hørte den, var jeg
ikke den, der holdt fødderne ved gulvet!
Når så mor rejste sig og tændte lampen over bordet, gik der et lille lettelsens suk gennem stuen. Væk var alle spøgelser. Thi inden for lampens lyskreds kunne intet overnaturligt nå os. Mor og far forklarede os ganske vist, at disse historier var dum overtro, som kun gamle mennesker troede på; men jeg tror nu, mine forældre begge havde en lille rem af huden. Mor og far var meget læseinteresserede og far holdt af at læse højt for os. Mange bøger blev pløjet igennem i de lange aftener. Jeg husker endnu fars stemme. Han udtalte ordene skrift ret, monotont og langsomt, men hvor nød vi det! Vi har leet og grædt med Phileas Fog på hans lange rejse om jorden om kap med tiden, og vi har fulgt Jules Verne’s helte på månerejsen og på de farefulde togter under vandet. - Lykkelige børn, som fik lov at bruge fantasien. Da jeg, for en del år siden besøgte vort gamle hjem, konstaterede jeg, at min barndoms kære poppel endnu stod ved sydgavlen. Hvor har jeg mange gange entret til
tops i dens krone, og hvor var verden stor, set deroppe fra. Du kære, gamle træ, hvor var det vemodigt igen at stryge hånden over din knudrede bark.
Tak for alt, gamle "Dottepøt".