Født

Nedergaard, Thestrup, Mårslet Sogn, Ning Herred, Århus Amt, Danmark

Fra Spanggaard Christensens hjemmeside:Notes for Rasmus Pedersen Thestrup:Den 28. juni 1588 blev der i Nedergård i Testrup, Mårslet sogn, syd for Århus født en bondesøn ved navn Rasmus Pedersen Thestrup. Han kom altså til verden samme år som Christian 4. tiltrådte sin regering, og han døde 8 år senere end monarken, så man kan roligt sige, at hele hans liv og tilværelse på mangfoldige måder har været vævet sammen med landets skæbne under Christian 4.#39;s regering. Tilfældet vil at det er muligt at komme ganske tæt ind på livet af Rasmus Thestrup, idet han har efterladt sig nogle selvbiografiske optegnelser [Helge Søgaard udg.: Rasmus Pedersen Thestrups Stambog, 1972] - han kalder det selv en stambog. Det er ikke tanken at give en detaljeret skildring af Rasmus Thestrups levned. Men på grundlag af stambogen og den store byhistorie, Aarhus gennem Tiderne [Jens Clausen m.fl. red.: Aarhus gennem Tiderne 1-4, 1939-41] er det muligt at opridse nogle hovedlinjer som knytter kongens og undersåttens skæbner sammen. Foruden to søstre havde Rasmus hele tre brødre, så forældrene har måske ment at det var praktisk at i hvert fald en af dem forlod landbomiljøet. Moderen havde to brødre der var blevet præster, så tanken om at lade en søn studere, var ikke fjern. 10 år gammel blev Rasmus i hvert fald sat i skole i Århus og var der i tre år indtil byen blev ramt af pest. Det var det store vendepunkt i hans liv. Forældrene sendte skyndsomst den 14-årige dreng til Lübeck, hvor han gik i skole et halvt års tid. Mens han var der, nåede pesten imidlertid til Nedergård, og i løbet af 1½ måned døde såvel hans forældre som alle hans 5 søskende - foruden 10 andre mennesker på gården. Hvis det havde været meningen at Rasmus skulle være præst, blev tanken i hvert fald opgivet, men skolekundskaberne kunne jo også anvendes på en anden måde. Rasmus vendte en tid tilbage til Testrup, men kun 17 år gammel flyttede han til Århus og tog borgerskab. Rask gik det, og han var da heller ikke mere end 22 år da han fandt en kone. Hun var endnu yngre, nemlig 17 år gammel, men allerede enke efter et ægteskab, der kun havde varet 11 uger. Det var ved denne tid at Rasmus Thestrup for første - og måske eneste - gang så sin konge, og det kunne nær have kostet ham livet. Christian 4. drog i 1610 gennem Århus på vej til Viborg, hvor hans ældste søn skulle hyldes. Borgerskabet har åbenbart villet lave festlig larm, og Rasmus Thestrup affyrede en bøsse hvorved han uforvarende stak ild i to fade krudt som forbrændte hans ansigt og hænder. Han kan dog notere at han blev helbredt og var aldeles uden lyde. Og derpå holdt han bryllup. De følgende år blev på mange måder en frugtbar tid. Den unge brud måtte rede til barsel med jævne mellemrum - hun fik, som der står på epitafiet over dem, ti gange elleve børn. Det vil sige 10 svangerskaber, den ene gang med en tvillingefødsel. Også Rasmus havde nok at se til. Selv om han ikke blev rådmand, kunne byen godt bruge hans evner. Han var for exempel vinprøver dvs. den der skulle kontrollere kvalitet og pris på vin, kirkeværge, rodemester i 6½ år, taxerborger, oldermand i kræmmerlavet tre år, korporal over den 8. part af byen i 12 år, kæmner i en besværlig tid, overformynder i 12 år, overkøbmand to gange, overrodemester i to år, og under den fjendtlige besættelse af byen blev han tvunget til at fungere som byfoged små to år. Alt det forhindrede ham bestemt ikke i at være en virksom købmand. Han købte adskillige gårde og boder i Århus, byggede om eller byggede fra nyt, og han bevarede også jordejendom i Testrup. Han har tillige ejet en gård i landsbyen Hørret, for to af dens agre forærede han til Mårslet kirke. Det er måske ved samme lejlighed han fik lagt gravtræer over forældrenes og sine søskendes grave. Siden fik forældrene et forgyldt epitafium i kirken. Så kom kejserkrigen i 1625. Navnlig de to sidste år var slemme. Rasmus Thestrup noterede i sin bog, at den 20. september 1627 kom kongens ryttere til byen og plyndrede mange godtfolks huse - og det var ellers landets egne soldater der var tale om. Men værre blev det, for et par uger efter kom kejserens folk, dvs. fjenden, og de blev i noget nær 7 fjerdingår. De holdt sælsomt hus herinde, så det svier til det barn der ligger i vuggen - står der i stambogen. Krigens sidste år var bedrøveligt, men den gode købmand forsømmer ikke at notere at man kunne komme billigt til både korn og fetalje. For exempel kostede en oxe kun 1 rigsdaler mod normalt vel omtrent 20 rigsdaler, og man kunne for en ringe sum købe kobber, tin og messing, som de umilde mennesker stjal og røvede fra fattige folk. Til gengæld var der ikke mange penge tilbage, når skatten var betalt. Ved rygtet om at der skulle komme flere regimenter til Jylland erklærede den tyske oberst i Århus: Sker det, dør vi af sult. Det var med betydelig lettelse at man hørte freden blive udråbt og så de sidste krigsfolk forsvinde den 13. juni 1629. Byen var arret og skrammet. Mange havde mistet ejendele og penge, huse var blevet brændt af og fattigdommen bredte sig. Efter flere års forløb måtte regeringen ligefrem eftergive skatterestancerne for 1630 og 1631. Byen havde tydeligt lidt et knæk, og det kan også ses på antallet af folk der løste borgerskab. De sidste 5 år foslash;r besættelsen var der 40 nye borgere pr. år, de følgende 5 år knap 13. Derefter steg tallet noget, men kun til godt halvdelen af niveauet i de gode år. [Hans H. Fussing: Bybefolkningen 1600-1660, 1957, s. 82]. Rasmus Thestrup synes at være kommet godt igennem krigsperioden. Der er i hvert fald ingen beklagelser i stambogen, som kun nævner at han må genopbygge 5 boder som blev nedbrudt i fjendens tid. Men ellers fortsætter mønsteret fra før krigen. Han får endnu 3 børn, køber kålhave, ejendomme i Skolegade og på Brobjerg, erhverver - efter trætte og dom - en adelig grund og ejendom som han havde haft pant i, køber andel i en gård i Malling, bygger nye boder og et par gadehuse i Testrup. Der har afgjort været velstand til huse. Da den 19-årige søn Niels, der tjente hos en borgmester i København, døde i 1637, blev der brugt over 60 daler på hans begravelse. Der blev også ofret meget på et par glædelige begivenheder. Sønnen Oluf var blevet præst i Dalby, og 1642 stod hans bryllup på domhuset i Viborg. Det var meget prægtigt og der var indbudt ikke mindre end 130 adelige. Bruden, Kirstine, var datter af livlæge Matthias Moth, og derved kom Rasmus Thestrup - dog først efter sin død - i et slags svogerskab til Christian 4. Kirstine blev nemlig faster til Christian 5.’s elskerinde, Sophie Amalie Moth. Året efter holdt Rasmus Thestrup bryllup for sin datter Mette, der ægtede Jens Sørensen Winther. 29. oktober stod deres bryllup på byens rådhus - et praelig;gtigt bryllup. Derefter var der ingen fester på rådhuset i tre år - i december udbrød nemlig Torstenssonsfejden. I dette nye års begyndelse hoslash;res mange bedrøvelige og onde tidender formedelst svenskens krigsarmada skriver Rasmus Thestrup. Byen skulle stille 100 soldater, og Rasmus måtte alene stille 1 soldat med al sin gevær og besoldning. Det hjalp dog intet, og allerede 16. januar blev Århus besat af fjenden. Rasmus Thestrup fik indkvarteret en ritmester med 27 personer og 31 heste. Selv om stambogen noterer at ritmesteren var af adel så var det en beskeden trøst. Han holdt så hus med mig at jeg næppelig forvinder det her i verden. Besøget - og krigen - kostede ham næsten 4.000 daler. Denne gang var følgerne af kongens udenrigspolitik særdeles smertelige. Man måtte opgive at inddrive skatterestancerne for 1643-44, og endnu 7 år efter krigen måtte kæmneren gang på gang notere: er intet at bekomme ud for skatteydernes navne. De sidste 5 aring;r før krigen var antallet af nye borgere kommet op på 24 pr. år - gennemsnittet for de næste 5 år er godt 11 nye borgere. [Hans H. Fussing: Bybefolkningen 1600-1660, 1957, s. 82]. Nu måtte jeg fattige mand på det ny igen til at opbygge det som de umilde mennesker for mig havde nedrevet og ganske fordærvet skriver den 57-årige Rasmus Thestrup. Men han tog ufortrødent fat. Han genopførte gårde og ejendomme samt boder mange steder i byen, genopbyggede et gadehus og anskaffede sig parter i en række bondegårde, hvor han før havde haft pant. Han synes både at kunne investere og spare. Det sidste fornemmer man i forbindelse med at Rasmus Thestrup på byens vegne var sendt til herredag i København. Det varer 7 uger minus 1 dag, hvorpå der i stambogen er tilføjet: Kostede vel penge. Som god handelsmand glæder han sig når den gode Gud har ladet vokse en stor velsignelse af jorden - både korn, nødder og hør. Og 1654 skriver han ligefrem at dette år var så god en tid som tilforn havde været en hård og ond tid i mange år. Priserne var meget lave, undtagen på ved, kul og tømmer. Hertil bemærker den gamle købmand - måske lidt overraskende - og særlig var det dyrt for håndværksfolk, tjenestefolk og dem som gik for dagløn. I byhistorien får han det skudsmål, at han var from, redelig, meget agtet og dygtig, samt at han undertiden synes at have taget andre end blot rent forretningsmæssige hensyn [Jens Clausen m.fl. red.: Aarhus gennem Tiderne 1-4, 1939-41 - bd. l, s.318 ff.]. På stambogens sidste sider gør den 66-årige mand sit regnebrædt op. Han siger, at der er to ting som han siden sin ungdom har haft stor lyst til og altid har eftertragtet, nemlig bøger og ejendom. Og det har den gode Gud rigeligt og rundeligt begavet og velsignet mig med. Foruden gamle dokumenter, antikviteter og almanakker for 85 år, har han haft mere end 500 indbundne bøger. Det var et betragteligt antal. En gennemgang af skifteprotokollen for Århus 1678-1701 viser 406 skifter med opregning af bøger i de 110. Bogbestanden var i gennemsnit 15 stk. pr. bo, og den største samling var på 150 bøger [Jens Clausen m.fl. red.: Aarhus gennem Tiderne 1-4, 1939-41 - bd. 3, s. 250]. Hans samling af ejendomme var også betydelig. Han nævner selv over 70 ildsteder og våninger, små og store, baring;de her i byen og på landet. Han kan derfor afslutte sine optegnelser med en oprigtig tak til Gud — fulgt af en eftertænksom bemærkning om, at hvorledes hans boslash;rn og efterkommere vil omgås med disse ting efter hans død, det giver tiden. To vidt forskellige familierChristian 4.#39;s nærmeste aner skal, foruden i Danmark soslash;ges i Mecklenburg og Sachsen-Lauenburg, hans fastre var gift i Sachsen og Braunschweig-Lüneburg og søstrene fandt ægtefæller i Sachsen, Holsten-Gottorp og England. Hans dronning kom fra Brandenburg og svigerinden var gift i Würtemberg. Som man kunne vente var kongen solidt forankret i et fyrsteligt miljø, og dermed fulgte at slægtsforbindelserne gik til udlandet, og i helt overvejende grad til Tyskland. Gennem ægteskabet med Kirsten Munk knyttede kongen nogle helt andre forbindelser, nemlig til den danske højadel. Det skulle føre til mange politiske vanskeligheder, ikke mindst da kongens og fru Kirstens døtre giftede sig med danske adelsmænd, det såkaldte svigersønnernes parti. Foslash;r og efter sine ægteskaber havde Christian flere elskerinder og et antal børn. Hvor mange elskerinder og hvor mange børn er formentlig endnu ikke afklaret - jeg kan her henvise til et endnu utrykt manuskript af Nils Fredrik Beerståhl: Christian 4. som make och far, som forhåbentlig publiceres i dette tidsskrift. Der var vel tale om ca. en snes børn i alt, som kongen fulgte med interesse - en interesse der var lidt afhængig af, om de var født i eller uden for ægteskab. Man kan til gengæld spørge om hvor megen glæde kongen i det lange løb fik af sine børn. Leonora Christina stod ham givetvis nærmest, men ulykkeligvis kunne han til sidst ikke døje at se hendes mand, Corfitz Ulfeldt. Han synes til gengæld at have konspireret med pavestolen for eventuelt at få placeret sin egen søn på den danske trone. Leonora Christina plagede ofte sin far med angreb på Vibeke Kruse den sidste af elskerinderne og hendes børn og med angreb på svogrene Christian Pentz og Hannibal Sehested - det satans kvindemenneske sagde Sehested om hende. De to svogre havde det ikke selv for godt med deres koner. Pentz#39; kone var ustyrlig og misundelig, hun forbitrede mandens liv, og Sehesteds kone var bitter og hadefuld. Søsteren Elisabeth lå i stadig strid med sine søstre og med sin egen mand, den plumpe, ubegavede og udskejende Hans Lindenov. Han erklærede ligeud: Jeg er blevet gift i en fandens måde. Hedevig var heller ikke noget blidt gemyt. Hun kaldte sin mand, Ebbe Ulfeldt for et forbandet creatur og han var da også både brutal og hensynsløs. Den enlige bror i denne stridbare flok, Valdemar Christian, er blevet karakteriseret som udygtig og grov. [Karakteristikkerne af Christian 4.#39;s børn med Kirsten Munk bygger på de respektive artikler i Dansk Biografisk Leksikon]. Kongens børneflok med Kirsten Munk havde også et skævt forhold til flere af deres halvsøskende, så der var ikke megen glæde at hente i den nærmeste familie for den aldrende konge. Hans sidste år var fyldt af bitterhed og mistro, og et halvt år før sin egen død mistede han tilmed sin ældste søn, den udvalgte prins. Forholdet mellem dem havde bestemt ikke altid været godt, og sønnen var blevet kaldt en karikatur af sin far, men det var dog tronfølgeren der døde. Rasmus Thestrups liv har i bølgebevægelser afspejlet Christian 4.#39;s udenrigspolitik og landets skæbne, og begge dele kan han nok have haft sin mening om. Den kommer dog ikke frem i stambogen, måske fordi han ikke synes det tilkom ham at bedømme eller kritisere sin nådige herre. Der er da også en enorm social afstand mellem de to mænd og selvfølgelig også mellem deres slægtsforbindelser. Rasmus Thestrup indleder sin stambog med at opregne sin herkomst: forældre, bedsteforældre og en del af oldeforældrene - alle Gud ske lov ærlige og ægte forældre. Der var tale om bondeslægter fra egnen vest og syd for Århus, og den fædrene slægt stammede fra Kannegård. Det var en lille væbnergård som havde mistet sine adelsrettigheder, fordi man ikke havde kunnet opfylde sin ledingspligt. På faderens side synes der ikke at have været slægtninge tilbage efter pesten i 1603, til gengæld var moderens familie så meget des større. Hun havde nemlig 7 søskende. Det var et solidt bondemiljø, to af dem var sandemænd og en tredje var gift med en sandemand, men som nævnt, var der også to af dem der blev præster og en tredje blev gift med en præst. Den ene af disse sønner var den Niels Fog der blev stamfar til adskillige snese præster, bl.a. i slægterne Fog, Gad, Assens, Harlev og Bøgh [Paul Nedergaard: 100 danske præsteslægter, 1984, s. 35 ff.]. Morbrødrene og mostrene var frugtbare folk, så på moslash;drene side havde Rasmus Thestrup hele 40 fætre og kusiner. Det er måske typisk for denne kreds af fremtrædende og formentlig velstående bønder fra 1500-tallets slutning og begyndelsen af 1600-tallet, at en del søgte en ny levevej, enten som præster eller som købmænd i byen. Der var opbrud i miljøet, og skolegang kunne vaelig;re vejen bort eller måske vejen frem. Rasmus Thestrup havde selv oplevet hvilken betydning det fik for ham, at han var sat i skole, så han gjorde hvad han kunne for at hans boslash;rn skulle få en uddannelse. De kom alle i dansk skole, som regel når de var 5-6 år gamle, Oluf dog allerede da han var 3½ år. Derefter kom sønnerne i latinsk skole - også Niels der åbenbart skulle have gået handelsvejen. Fire andre sønner fortsatte på universitetet og blev teologer. Smertensbarnet har tilsyneladende vaelig;ret Vilhelm Villum. Trods 10 år i latinskolen ville det ikke rigtig blive til noget, og faderen noterer at han må derfor takke sin egen ulydighed, om han det fortryder, naring;r han bliver gammel. Derpå fik han en handelsuddannelse, i Norge, Amsterdam og på Christianshavn; han endte som købmand i Århus. Også pigerne skulle have uddannelse. For exempel blev Ingeborg som 5-årig sat i skole, hvor hun i 6 år lærte at læse, skrive og regne. Derefter kom hun til en sømmekvinde for at sy og kniple, og her var hun endnu 2 år senere da hun døde af mæslinger. Den eneste datter der nåede voxenalder, blev gift med en velstående købmand i byen. Christian 4. gjorde meget for at placere sine børn og svigerbørn på fyrstetroner, i rigsembeder eller på lensmandsposter, men han synes at have haft ringe glæde heraf. I modsætning hertil forekommer Rasmus Thestrups familieliv anderledes harmonisk. Han kunne give børnene en solid økonomisk baggrund og en uddannelse, og det kunne måske i det lange løb føre til en del. Som vi skal se, kom mange af Christian 4.#39;s efterkommere til at sidde på en række europæiske troner. Det kom Rasmus Thestrups ikke til, men han fik dog grundlagt et dynasti i det små, i Århus. Selv om Rasmus Thestrup spillede en betydelig rolle i byens styre, blev han aldrig rådmand eller borgmester, det blev til gengæld hans efterkommere. Det begyndte med svigersønnen Jens Winther der blev rådmand i 1650, hvad der sikkert har glædet Rasmus Thestrup, og det kulminerede i den følgende generation. Jens Winthers søn Hans giftede sig med en borgmesterdatter, han blev selv rådmand og siden byens borgmester i 23 år. Begge hans søstre giftede sig med rådmænd, det samme gjorde 3 kusiner, og den enes mand endte tillige som borgmester. Hans Winthers datter blev også gift med en borgmester, men det var i Randers. Til gengæld var nevøen Peder Laasby parat til at overtage borgmesterposten i Århus, og hans søn fulgte ham som eligeret borger. I mellemtiden var en anden gren af slægten rykket frem med en rådmand og endnu en eligeret borger [Anna Thestrup: Eligerede borgere i Århus 1740-1837, 1964]. Længere har jeg ikke fulgt slægtens placering i det aring;rhusianske bystyre, men det kan da tilføjes at Carl Holst-Knudsen, der var medlem af byrådet 1925-33, var gift med en Thestrup-ætling. Europas oldefarChristian 4. gjorde flere forsøg på at placere børn på et par europæiske troner, dog med ringe held. Sønnen Ulrik blev fyrstebiskop i Schwerin, men han døde barnloslash;s, og forsøget på at få Valdemar Christian gift med czarens datter mislykkedes totalt. Derfor ville det nok have både undret og glædet kongen hvis han havde kunnet se hvordan det skulle gå i de følgende generationer. Det er med rette man kalder Christian 9. for Europas svigerfar, men man kan med endnu større ret kalde Christian 4. for Europas oldefar se tavle 2. Allerede kongens oldebørn sad - foruden på den danske trone - som kurfyrste af Sachsen, konge af Polen, hertug af Holsten-Gottorp og konge af Sverige. I den følgende generation besatte efterslægten den russiske trone, to generationer senere den franske og den spanske, og i 7. led blev en efterkommer kejser af Østrig. Siden blev andre, konger af Sachsen og Portugal, kejsere af Mexico, Brasilien og Tyskland. I 1945 var efterkommerne konger af Italien, Bulgarien, Grækenland, Rumænien og Jugoslavien, og endnu i dag er monarkerne i Danmark, Norge, Sverige, England, Holland, Belgien, Luxemburg, Liechtenstein og Spanien alle ætlinge af Christian 4 [Se bl.a. Michael Maclagan and Jiri Louda: Lines of Succession. Heraldry of the Royal Families of Europe, 1981]. Selv om en del af tronerne er gået tabt i tidens løb, må man dog sige at slægten har klaret sig ganske godt. Flere af monarkerne har nu haft deres problemer. Det begyndte at gå galt i 5. generation hvor både Peter 3. af Rusland og Gustav 3. af Sverige blev myrdet og i næste generation blev Gustav 4. Adolf af Sverige afsat, Paul 1. af Rusland myrdet og Ludvig 16. af Frankrig henrettet. I 1988 fejrede vi Christian 4. jubilæet, og nu året efter fejrer man i Frankrig jubilæum for den revolution, der kappede hovedet af Christians oldebarns oldebarn. Det siger måske lidt om forskellige udviklinger i landene. Man kunne faring; det indtryk at Christian 4.#39;s efterkommere fortrinsvis skal søges i de europæiske fyrstehuse, men det er såre langt fra at være tilfældet. Hans børn med Kirsten Munk giftede sig ind i danske adelsslægter, og det samme gjorde efterkommerne af hans barnebarn Ulrik Frederik Gyldenløve Frederik 3.#39;s søn og oldebarn Christian Gyldenløve Christian 5.#39;s søn. På den måde nedstammer en mængde adelige fra ham, for eksempel i slægterne Rømeling, Lüttichau, Basse-Fønss og Beck-Friis samt i greveslægterne Danneskiold-Samsøe, Danneskiold-Laurvigen, Holck, Schulin, Wedell og Ahlefeldt - for blot at nævne nogle få af dem. En af disse adelige linjer fører i øvrigt videre til de seneste generationer af hertugerne af Augustenborg og dermed til Augusta Victoria, der var gift med kejser Wilhelm 2. af Tyskland. Søger man at følge disse linjer frem i tiden, vil man i 1800-årene og især i dette århundrede se at en væsentlig, og stadig stigende, andel af døtrene i adelsslaelig;gterne gifter sig med ikke-adelige. Den genealogiske litteratur slår slet ikke til, hvis man vil undersøge hvor mange nulevende danskere i slægter med ganske almindelige navne, der nedstammer fra Christian 4. Der vil formentlig blive tale om et fire-cifret antal. Af mere kendte personer kan for exempel nævnes skuespillerne Emil, Adam og Johannes Poulsen, folketingsmedlemmet Marie Antoinette v. Lowzow hvis søn er gift med en datter af statsminister Poul Schlüter, forfatteren Peter Tutein, Lisbet Palme gift med den svenske statsminister Olof Palme, udenrigsminister Gustav Rasmussen og TV-produceren Jørgen de Mylius. Det er næppe for meget at sige at Christian 4.#39;s efterslægt i dag kan findes i meget brede kredse af samfundet. Nogle af grenene hører hjemme i samfundets top, andre har formentlig ikke den fjerneste anelse om at de nedstammer fra den folkekære monark. Rasmus Thestrups ætlinge[Det følgende bygger først og fremmest på T. Rugholms efterladte manuskript om Rasmus Thestrups efterkommere, Dansk Biografisk Leksikon og T. Rugholm, F. Aa. Winther og N.-E. Winther: Aarhus-Winther-Slægten, 1986 samt en del af den litteratur der er nævnt i dette værk]. På denne baggrund er det interessant at spørge: Hvordan gik det så med undersåttens efterkommere Vi har set at Rasmus Thestrup forlod den selvejerbondestand han kom fra, og at hans børn og svigerbørn slog rod i koslash;bmandsmiljøet og gejstligheden, sønnesønnen Frands blev endda biskop se tavle 3. I den følgende generation vendte flere dog tilbage til landbruget, men nu som godsejere. Oldedatteren Mette giftede sig til Vestervig Kloster og blev stammoder for adelsslægten Molderup de Molderup, og hendes to næstsøskendebørn, fætrene Frantz og Mathias erhvervede også godser. Den sidste blev adlet i 1749. Socialt kan man sige at slægten kulminerede med Mathias#39;s brorsøn den lærde jurist, generalprokurør og statsminister Henrik Stampe. Han blev også adlet, og takket være det stamhus han oprettede, blev hans brorsøn Holger udnævnt til baron af Stampe. [Rettelse fra Personalhistorisk Tidsskrift 1993:2, side 142: .... Lidt mere uskyldig men mindst lige så irriterende er en lapsus s. 151.Jeg skriver her at Henrik Stampe var brorsøn af Mathias Thestrup. Der skulle selvfølgelig have stået søstersøn, sådan som det også fremgår af oversigtstavlen]. Gennem disse tre adelsslægter kan der findes Thestrup-ætlinge i en række andre adelsslægter, men tavlen viser at der ikke mindst blandt de borgerlige efterkommere optræder en række kendte mennesker. Blandt de mange personer der ikke er plads til på tavlen kan nævnes kunstnere som Axel Salto, Ernesto Dalgas og Nina van Pallandt, kartografen Jacob Høeg Hagen, brygger Gunnar Harboe i Skælskør, historikerne Povl Engelstoft og C. P. O. Christiansen og pressefolkene Peter de Hemmer Gudme og Nicolai Blædel. Som man kan se er det vidt forskellige områder af samfundet, hvor efterslægten har gjort sig gældende, fra kunstnere til militære, fra negerslaveriets ophæver til en nobelpristager. Det er ogsaring; værd at lægge mærke til at navnene ikke stammer fra en gren af slægten alene. Når dertil kommer at efterslægten selvfølgelig også omfatter et meget betydeligt antal mennesker der ikke er alment kendte, fristes man til at drage den slutning, at Rasmus Thestrups efterslægt er talrig som himlens stjerner, og at den - i lighed med Christian 4.#39;s efterslægt - har gennemsyret en god part af det danske samfund. Indtrykket forstærkes unægtelig når man ser på hvor mange efterkommere man kan finde inden for en enkelt erhvervsgruppe: historikerne. Allerede på tavle 3 og ovenfor er nævnt 6 historikere, og dertil kan føjes i hvert fald følgende nulevende historikere: arkivfolkene Anne Riising, Jørgen Fink, Hans H. Worsøe, professorerne Vagn Skovgaard-Petersen og Jens Engberg, museumsdirektør Mogens Bencard, rigsbibliotekar Morten Laursen-Vig og universitetsfolkene Inge Skovgaard-Petersen og Knud Prange. Man vil næppe kunne hævde at der gennem henved 400 år har holdt sig et specielt anlæg for historie i en lang raelig;kke grene af slægten. De mange exempler på historikere skyldes formentlig at det er dem jeg kender og derfor har fået øje på i mængden af Thestrup-efterkommere. En teolog, kunstner eller officer havde nok fæstnet sig ved andre navne, og det siger formentlig noget om hvor talrig efterslægten er. Stærke anerSlægtsforskere taler undertiden om stærke aner dvs. personer der skulle have haft en særlig talstærk efterslægt. Man kan ikke på forhånd afvise, at der kan have levet mennesker der fysisk-psykisk har været så godt udrustet at deres efterslægt har haft specielt gode betingelser for at overleve i stort tal. Teorien er aldrig undersøgt, og det er et spørgsmål om den vil kunne holde. Lidt arbejde med en lommeregner viser, at det måske ikke er nødvendigt at forestille sig stærke aner. Hvis et land skal opretholde sit folketal, skal hvert ægtepar få mindst to børn, der hver får mindst to børn osv. Det bliver til 4 børnebørn og 8 oldebørn. For hvert 100 år hver 3. generation 8-dobles antallet af efterkommere. Der er gået ca. 12 generationer siden Christian 4.#39;s og Rasmus Thestrups tid, så de skulle under disse forudsætninger teoretisk have godt 4.000 nulevende efterkommere hver. Hvis tallet forekommer os overraskende, er det nok fordi vi er vant til at tænke i rene mandslinjer og derfor ofte glemmer kvindernes efterkommere. Nu er dette en teoretisk beregning. Folketallet er jo steget væsentligt i løbet af de sidste 400 år, så barnetallet pr. ægteskab kunne for exempel have været - ikke 2 - men 2,5. Det ville i 12. generation have givet godt 60.000 efterkommere. Med 3 børn pr. kuld ville der være mere end 500.000 nulevende efterkommere. Også det er selvfølgelig teori, for før eller senere vil der uundgåeligt blive tale om indgifte i efterslægten, hvorved det faktisk antal personer svinder ind. Jo mere spredt en slægt bliver i geografisk og i social henseende, des mindre vil indgiftet formentlig blive. Det er klart at man selvfølgelig ikke kan se bort fra arvelige egenskaber og socialøkonomisk placering, men betydningen heraf vil formentlig svinde i takt med det antal generationer man fjerner sig fra stamforældrene. Vi mangler imidlertid omfattende undersøgelser af disse spændende befolkningshistoriske spørgsmål, bl.a. fordi der er så få moderne efterslægtstavler der spænder over tilstrækkeligt mange generationer [Jf. de exempler der er fremlagt i Knud Prange: Silkebroderet socialhistorie. En studie i social mobilitet, Festskrift til Vagn Dybdahl, 1987, s. 356-79, og samme: En middelalderhistorikers glæder og problemer, Personalhistorisk Tidsskrift 1987:2, s. 179-97]. En optælling af Diderich Beckmans efterkommere viser at han, som var født i 1721, i 7. led havde 790 tip4-oldebørn, og det svarer til mere end 2,5 barn pr. kuld [Thelma Jexlev og Alfred Larsen: Legatstamtavler for etatsråd Jacob Henric Schous og hustru Susanne Beckmans stiftelse, 1973. Beregningen har taget hensyn til indgifte i slægten]. De ovenstående beregninger er måske alligevel ikke så teoretiske endda og det er ikke sikkert at vi behøver at lede efter stærke aner. Det kan meget vel være, at en stor og blomstrende efterslægt er et særdeles normalt fænomen, blot vi tager udgangspunkt i forfædre der levede for tre eller fire hundrede år siden - når vi vel at mærke husker kvindelinjerne. Linjerne mødesDette strejftog gennem Christian 4.#39;s og Rasmus Thestrups efterslægt vidner om hvordan slægtslinjer kan brede sig op og ned i et samfund, og der ligger en fristende opgave i at sætte disse genealogiske forhold ind i en social og økonomisk sammenhæng: i hvor høj grad er danskerne vævet sammen af familiebånd, hvilken rolle har det spillet og hvilke forhold har paring;virket udviklingen. Strejftoget viser også at et meget betydeligt antal nulevende danskere nedstammer fra en af de to mænd. Så mange at man måtte vente at de to mænd også har fælles efterkommere. Et indgifte mellem de to slægter skete da også ved ægteskabet mellem Frederik 6.#39;s søn, lensgreve Frederik Vilhelm Dannemand og Francisca v. Scholten, men ægteskabet var barnløst. En ny forbindelse blev imidlertid knyttet ved ægteskabet mellem grev Henrik Scheel og Sophie Louise de Falsen, baronesse Zytphen-Adeler i 1895. Herfra stammer 8 børnebørn - adelige som ikke-adelige - der altså har både kongen og undersåtten som stamfædre. Christian 4. og Rasmus Thestrup ville formentlig have været lige forbløffede, hvis de havde kunnet ane udviklingen. [Rettelse fra Personalhistorisk Tidsskrift 1993:2, side 142 ...Der har desværre indsneget sig to irriterende fejl i min artikel: Christian 4. og Rasmus Thestrup her i Personalhistorisk Tidsskrift 1989:2. Den ene er indført i artiklen ovenfor. Den anden drejer sig om Tavle 3. Nogle Thestrup-ætlinge, som i skematisk form redegør for nogle få af Rasmus Thestrups mange efterkommere. Tavlen er forsynet med diverse streger som viser sammenhængen mellem personerne; den slags tavler er drilagtige, både for forfattere og sættere, og her er det gået galt et enkelt sted. Søskendeflokken. Else, Magdalena, Maria og Øllegaard Thestrup er anført som døtre af landsdommer Mathias Thestrup - det var de ikke. De var derimod børn af hans bror, professor Christian Thestrup.] Copyright © Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie og forfatterne. Hverken tekst, billeder eller andet må på nogen måde mangfoldiggoslash;res, kopieres eller udgives i videre omfang end fastsat i Lov om ophavsret uden forfatternes og redaktørens udtrykkelige skriftlige tilladelse. More About Rasmus Pedersen Thestrup:Occupation: Rådmand and store owner in Aarhus.More About Rasmus Pedersen Thestrup and Maren Olufsdatter Bødicher:Marriage: July 6, 1610, Aarhus, Denmark.Children of Rasmus Pedersen Thestrup and Maren Olufsdatter Bødicher are: Oluf Rasmussen Thestrup, b. October 30, 1613, Aarhus, Denmark, d. date unknown.Ingeborg Thestrup, b. January 27, 161516, d. date unknown.Niels Thestrup, b. April 2, 1618, d. date unknown.Maren Thestrup, b. November 10, 1620, d. date unknown.+Mette Rasmusdatter Thestrup, b. March 14, 162223, Aarhus, Denmark, d. April 13, 1699, Aarhus, Denmark.Peder Rasmussen Thestrup, b. 1625, d. date unknown.Clemen Thestrup, b. November 16, 1627, d. date unknown.Willum Worm Thestrup, b. 1630, d. date unknown.Christen Thestrup, b. August 9, 1630, d. date unknown.Ingeborg Thestrup, b. March 8, 163132, d. date unknown.  

Storkøbmand og ejer af

Århus, Hasle Herred, Århus Amt, Danmark

Storkøbmand og ejer af mange gårde og ejendomme.