Født

Viborg købstad, Viborg amt

Begravet

Graabrødre kirkegaard i Odense.

Hans ligsten står nu i St. Knuds Kirke

Biografi

var født i Viborg, hvorfor han undertiden skrev sig Vibergius, medens Navnet Sadolinus ikke brugtes af ham selv, men synes lavet af hans ovennævnte Søn med Hensyn til, at Familien, der stammede fra Mors, i ældre Led havde baaret Navnet Sadelmager. Hans Fader hed Jens Christensen, Moderen Marine Nielsdatter. Faderen skal have været Vicarius ved Viborg Domkirke og blev, som det synes, senere Kannik sammesteds. Efter den Tids Forhold kunne Forældrene altsaa næppe have været ægteviede, hvad S.s kirkelige Modstander Poul Helgesen senere gjorde til Sønnens Brøde.

Om dennes Ungdom savnes for øvrigt Efterretninger. Vi træffer hans Navn første Gang, da han i. Dec. 1526 af Kong Frederik I fik Tilladelse til at bosætte sig i Viborg og der «læse og læse lade, hvad som nyttigt kan være, for unge Personer, som formaa at kjøbe deres Kost, dog ikke for de Personer, som formaa og ville være udi Universiteter». Foruden de sædvanlige Borgerrettigheder tillagdes der ham Frihed for kongelige Skatter og «Bys Tyngsel udi alle Maader». Han kaldes ved denne Lejlighed «Mester» og havde vel erhvervet Graden udenlands, hvor han vistnok ogsaa var vundet for Reformationen, hvis uforfærdede Talsmand han siden blev, i det han stillede sig ved Hans Tausens Side i Arbejdet for Evangeliets Udbredelse i Viborg. Det var ikke en almindelig Børneskole, S. oprettede, men, som det synes, en Præsteskole, om end i det smaa, medens han samtidig ved Udgivelsen af enkelte danske Salmer og ved Oversættelse af religiøse Smaaskrifter søgte at fremme Reformationens Sag. Især kan mærkes hans Gjengivelse paa Dansk af et Skrift af Luther om Ægteskabet (Viborg 1530).

Inden Hans Tausen 1529 forlod Viborg, ordinerede han S., der blev Præst ved Sortebrødrekirke sammesteds, som Munkene havde maattet opgive. Blandt de evangeliske Prædikanter eller Fripræster, der mødte ved Herredagen i Kjøbenhavn 1530 for at forsvare den nye Lære, indtog S. en fremragende Plads. Efter sin Hjemkomst til Viborg udgav han en i historisk Henseende vigtig Beretning om Forhandlingerne, i det han derhos i skarpe Ord udtalte sin Dom over Prælaternes formentlig ubillige Fordringer og utilbørlige Adfærd under Mødet (paa ny udg. 1885). S.s reformatoriske Virksomhed forlagdes senere til Fyn, vistnok efter Kong Frederiks Ønske og med den udvalgte Biskop Knud Gyldenstjernes Samtykke. I alt Fald paalagde Kongen 1532 Prioren i St. Knuds Kloster at give S. Bolig og Underhold i Klosteret samt udbetale ham en aarlig Løn af 40 Mark. S. betegner sig selv som Biskoppens Medhjælper i Ordet («adjutor in verbo»), og da Gyldenstjerne snart efter forlod Stiftet for at overtage Anførselen over den Flaade, der afsendtes til Norge i Anledning af Christian II’s Indfald i Landet, saa fik S. frie Hænder til at virke for Reformationen, som han kunde bedst. Paa Landemodet i Odense 27. Maj 1532 forelagde han da i den fraværende Biskops Navn Stiftets forsamlede Præster en (senere udgiven) Oversættelse af Luthers Katekismus (dog uden Nævnelse af Luthers Navn), ledsaget af en indtrængende Formaning til dem om at tage sig af den forsømte Børnelærdom samt en Anvisning om Fremgangsmaaden, de burde følge, for at indprente den i Katekismus indeholdte Lære i Ungdommens Sind og vise dens praktiske Anvendelse til Fremme for det kristelige Liv. Tillige antydedes, at der senere skulde anstilles Prøve angaaende Præsternes Indsigt i en Række nærmere opgivne Lærestykker.

Det er et mærkeligt Skrift, der staar højt i den danske Reformationslitteratur, og dets Forelæggelse for Odense Stifts Præsteskab maatte give alle Evangeliets Venner Mod til at virke i den lutherske Oplysnings Tjeneste, medens det samtidig vakte saa stærk en Harme hos Papismens Tilhængere, at de, sohi det synes tilskyndede af den bispelige Generalvikar Niels Poulsen, stiftede en Sammensværgelse mod S. af saa truende Art, at han fandt det raadeligt at modtage det Tilbud, den gamle, afgaaede Biskop Jens Andersen (Beldenak) gjorde ham, om indtil videre at søge et Fristed hos ham paa Bispeslottet Kjærstrup paa Taasinge. Efter Knud Gyldenstjernes Hjemkomst lod denne anstille en Religionsdisputats mellem S. og ovennævnte Niels Poulsen, og da S. blev Sejerherre, paalagdes der Generalvikaren en Bøde for hans Adfærd.

Sin i reformatorisk Henseende betydningsfulde litterære Virksomhed fortsatte S. ved 1533 at udgive den første danske Oversættelse af den augsburgske Bekjendelse. Hvorledes det er gaaet ham i de for de evangeliske Prædikanter saa vanskelige Tider efter Frederik I’s Død, er os ikke bekjendt. Vi møde ham først efter Grevefejdens Afslutning 1536, da han som Prædikant ved Frue Kirke i Kjøbenhavn (hvad han mulig allerede har været under Belejringen) modtog et kongl. Beskjærmelsesbrev og forlenedes med et Vikariat ved samme Kirke. Efter at have deltaget i Forhandlingerne om Kirkeordinansens Affattelse kaldedes S. til Superintendent i Fyns Stift og indviedes 2. Sept. 1537 af Dr. Joh. Bugenhagen.

Som evangelisk Biskop i Odense udfoldede S. en betydelig Virksomhed for at bringe Kirkevæsenet i det den Gang vidtstrakte Stift i Overensstemmelse med de i Ordinansen foreskrevne Regler. Særlig fortjener han Paaskjønnelse for sit Arbejde med at skaffe Kirker, Præster, Skoler og Hospitaler de fornødne Midler til deres Bestaaen, efter at den Rigdomskilde var hentørret, som i den katholske Tid saa rigelig havde tilflydt disse Formaal gjennem Betalingen for Sjælemesser. Over for Papismens talrige Levninger i Kirker og Klostre ligesom i Folkelivet indtog han en fast, men dog rolig og besindig Holdning. Det Maadehold, han viste over for de gamle Brødre i St. Knuds Kloster, paadrog ham endog saa stærke Angreb fra 2 puritanske Præstemænd i Odense, Laurids Helgesen og Christoffer Mikkelsen (s. VII, 293 og XI, 326), at han nødtes til ved Rettens Midler at værge sig imod de ubeføjede Beskyldninger for Leflen med Papismen, som de med fanatisk Voldsomhed udslyngede imod ham. Hans forstandige Forslag til Oprettelse af et Domkapitel i evangelisk Stil i Odense lykkedes det ham desværre ikke at faa gjennemført. Derimod fik han det gamle Præstekalent for Odense By og Herred rekonstrueret saaledes, at det kunde tjene til Fremme for Kirkelivet og være et Mønster for lignende Foreninger i andre Dele af Stiftet.

I det hele maa det siges, at S. har været en virksom og duelig kirkelig Tilsynsmand, om det end skal være gaaet tilbage for ham i hans sidste Tid, da han var hjemsøgt af Legemssvaghed og, som det etsteds antydes, endog havde mistet Synet. Han holdt dog endnu Ligtale over Christian III i St. Hans Kirke i Odense i Febr. 1559. Selv døde han 19. Dec. s. A. – S. var 2 Gange gift:
1. (o. 1527) med Marine Ibsdatter Hegelund fra Skive;
2. (1547) med Elsebe Lauridsdatter fra Roskilde, der overlevede ham i mange Aar og døde 1588. Blandt hans talrige Børn kan især mærkes den ovfr. nævnte M. Hans Jørgensen S.

Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. IV.

H. F. Rørdam. [3]