Født

Herfølge

Johannes Rasmussen havde rige evner og en sammensat natur.Barndommen var præget af de ulykkelige begivenheder med tab af Hovtvedegård, som er beskrevet i beretningen om hans far.Johannes og Ove fulgtes i skole efter flytningen i 1910 gik turen over markerne fra Overdrevet til den gamle Vråby skole på Lerskovvej 35. I skolen udmærkede Johannes sig, især i talbehandling, hvor han gjorde sine regnebøger færdige længe før de andre, så Einar Hansen måtte finde ekstra opgaver til ham.Efter at de i 1913 var flyttet til Hjørnet, Lerskovvej 29, blev Johannes den, der naturligt gled ind i arbejdet med købmandsforretningen. Lidt drilagtigt har Ove omtalt den gensidige afhængighed, der var mellem Johannes og hans mor. Det er vel også ganske naturligt, at hun har været stolt over ikke mindst hans musikalske evner. I 1935 overtog Johannes forretningen fra sin far, men udadtil skete der ikke umiddelbart større ændringer. De to generationer boede fortsat nogle år sammen i huset, og Anders bistod med arbejde i aftagende omfang, som alderen betingede.Som på andre områder var Johannes ikke den, der gjorde så meget ud af formaliteterne i musikken. Han lærte aldrig noder, og fandt det i ungdommen unødvendigt. Efter at han var fyldt halvfjerds havde han dog planer om at tage undervisning, så han blev i stand til at nedskrive den musik, han i tidens løb havde komponeret. Men han lærte sig at spille både violin, guitar, klaver og harmonium stueorgel. Evnerne er formentlig fra slægtens spillemænd. Melodier fangede han meget hurtigt, og i imponerende grad var han i stand til at finde de rette harmonier på klaviaturet.Også egne kompositioner og tekster fremførte han i de kristelige forsamlinger, der var hans publikum. Og han opfandt et hjælpemiddel til at spille med akkorder en spillestok kaldte han det. Spillestokken var et bræt, hvor han med forskellige farver havde tegnet forbindelseslinier mellem de tangenter, som dannede en akkord. Den kunne man sætte over klaviaturet og derigennem blive i stand til at omsætte melodistemmen, som man skulle kunne spille efter gehør, til akkordklange. Han forærede mig en prototype, som var grundlaget for min egen første indføring i akkordernes natur.På det sproglige felt var Johannes også talentfuld. Som sin broder skrev han både vers og prosa. Han skrev digte og åndelige sange. Den største produktion var dog nok lejlighedssange. I perioder skaffede han sig en ekstra indtægt derved.Hans sange er præget af muntre påfund. Men sproglige formalia gjorde han ikke meget ud af. Til forskel fra broder Ove, der ikke bed stavelser af eller gik på akkord med rimene i sine sange og digte, var Johannes den uslebne, fabulerende sangskriver.Han brugte også sin sproglige kreativitet i hverdagen. Hans annoncer i Haarlev Avis var altid med muntre påfund som:Ost som lynet er slået ned i det var gammel ost med dybe revner, Kornfede spegesild spegesild, som han solgte direkte fra tønden pakket i en avis.Hans største konkurrent, Endeslev Brugsforening, havde telefonnummeret Nørrelund 1. Hjørnet havde Nørrelund 7. Det brugte han sådan i sin annonce: Vi har telefon nr. 7 og kaffe nr. 1.Annoncerne sluttede alle: Gå ikke forbi, når De går forbi Hjørnet Endeslev.Johannes underholdt også med rim i sin butik, når der var anledning til det. Et af dem lyder efter hukommelsen:Vil du ud at gåså tag en bil, der går i stå.Vil du ud at køreså tag Kort som fører.Vil du ud at flyveså ring til Skrosbjerg seksogtyveså kommer enten Henny eller Thyge.Kort var Johannes Rasmussens genbo, Hans Kort, som åbenbart ind imellem har haft en slags vognmandsforretning. Han var ellers murer, men med en trang til erhvervsmæssige amokløb i lighed med Johannes selv. Henny og Thyge Toft var et barnløst ægtepar, der havde en lillebilsforretning i bungalowen ved Vråby kirke. De havde et væsen, som gjorde dem populære hos alle også hos Johannes. Henny kørte en stor amerikanerbil, medens Thyge kørte et Folkevognsrugbrød. De stod for egnens eksklusive transportform.I den lille købmandsforretning udfoldede Johannes sig som lokal entertainer. Den uundværlige stump blyant sad bag øret. Brillerne var i lange perioder holdt sammen af tape. Jeg tror, det var nogen, han havde overtaget efter Ove, da han fik nye. Livremmen kunne være et stykke gardinspiral.Kunderne fik dagens friske bemærkning. For eksempel, at osten var mild og fed ligesom mig. Johannes var ikke nogen letvægter.Når han bestilte varer pr. telefon kunne han sige: Det er den lille, tynde, kønne købmand fra Endeslev. Sådan ville nok få beskrive ham. Til en sælger, der kom for at tilbyde vognsmørelse en dåse ulækker, sort fedt til vognhjulene på bøndernes stive, hestetrukne landbrugsvogne sagde han: Jeg køber aldrig noget, jeg ikke har smagt på. Lynhurtigt stak han pegefingeren ned i smørelsen og suttede så på langemand. Med en smasken godkendte han varen, medens sælgeren forskrækket så til.En vigtig del af forretningen var vareruten. Den første bil var en brugt Ford med kaleche, som blev anskaffet i 1920. Ove konstruerede en kasse til vareturene, som kunne skiftes med bagsædet, så vognen både kunne tjene som varebil og til persontransport. Det var dog ikke med bifald fra faderen, at Johannes sammen med broderen Ove gik over til denne transportform. Selv fortsatte Anders med at køre varerute med hestevogn. Senere blev køretøjet en nyere Ford-model, som Ove byggede om på værkstedet i Slagelse, hvor han på det tidspunkt var i kompagni med sin svigerfar Frederik Holm. I begyndelsen var bilerne indrettet til både kød og kolonial, men sundhedsmyndighederne stillede krav, så det var nødvendigt at indrette en særlig salgsvogn til kødvarerne. Den blev så udskilt fra købmandsforretningen. En periode havde Ove den i tilknytning til sin håndværksvirksomhed.Lige efter krigen anskaffede Johannes igen en Ford T, som jeg kan huske. Det var en almindelig fornøjelse for os børn at køre med på vareruten. Det var der ingen problemer med, hvis Johannes var i godt humør.Der var ikke tvivl om, at Johannes var en populær person. Han havde sine stamkunder, og der var steder, hvor vi ventede utålmodigt og længe i bilen, medens han diskuterede ivrigt med kunden om et eller andet emne, der optog ham.Holger Nielsen gav mig en lille beretning, som han havde fra Vorbeck. Vorbeck kørte rundt og opkøbte æg hos landstedernes husmødre. Et sted kom han lige efter, at Johannes havde været der på sin varetur. Johannes havde benyttet lejligheden, medens husmoderen var borte i et eller andet ærinde, til at tegne Staunings ansigt med blyant på et af æggene. Han var kørt uden at sige noget om det til husmoderen, men da Vorbeck gjorde hende opmærksom på det, morede de sig begge over det særdeles vellignende portræt med skæg og sygekassebriller. Vorbeck syntes, at æggrossereren også skulle have glæde af det, så han sendte det med i dagens leverance. Da kassen kom retur fra grossereren, lå der i den en seddel, der meddelte, at der ikke måtte være blyantstreger på æggene.En anden aktivitet var indsamling og opkøb af sæsonens bær, som blev afsat til saftfabrikken i Vallø.I beretningen om Ove er de to brødres frikirkelige aktiviteter omtalt. Johannes valgte på et tidspunkt at forlade Den Apostolske Kirke og tilslutte sig Pinsemissionen, hvor han var medlem til sin død. Det indebar en del mødedeltagelse i København. Jeg husker en episode, hvor Johannes havde et stort antal børn fra de tre familier med. Vi kom ind i en sporvogn, hvor han hurtigt samlede interessen og underholdt både passagerer, konduktør og vognstyrer. Undervejs i samtalen blev han spurgt, om det var hans børn alle sammen. Det bekræftede han, uden at jeg tror, det var noget, han hæftede sig ved. Når jeg husker det, har jeg nok ikke været helt tilfreds.Det svingende humør var også Johannes Rasmussen. Ligeså sprudlende og optimistisk, han kunne være i sine gode perioder, ligeså mørk og pessimistisk kunne han virke i de dårlige. Man kunne mærke det i det øjeblik, man trådte ind i forretningen. Og man kunne få en verbal medfart, der ramte hårdt.Den rastløse natur kom blandt andet til udtryk i forskellige forretningsinitiativer, der ikke altid fik et lykkeligt udfald. Det tog til, da børnene var ved at være voksne, men velnok især, da han mistede storebror Oves rådgivning og kølige vurdering ved Oves død i 1957.På et tidspunkt havde han en omfattende genbrugshandel med opkøbte varer placeret på forskellige lokaliteter. Det blev en belastning for den i forvejen anstrengte økonomi i den lille butik, og de økonomiske resultater levede langt fra op til hans begejstring og forventninger.Resultatet blev, at han måtte opgive forretningen. Jeg kender ikke alle detaljer i forløbet, men har dog en opfattelse af problemstillingen.Jeg husker tydeligt, at farbror Johannes højlydt til os andre anklagede dele af familien for at have taget forretningen fra ham. At de ikke havde villet hjælpe ham. Det er foregået omkring 1960.Ingen, der kendte Johannes, kunne have fuld tillid til, at han ikke ville bringe sig i nyt uføre, hvis han blev hjulpet. I hvilket omfang, man havde gennemskuet strukturændringerne i detailhandelen, som måtte dødsdømme denne forretningstype, ved jeg ikke, men i hvert fald har historien bekræftet, at det ikke var muligt at fortsætte i længere tid.Det var Marys brødre fra Osted, der ordnede tingene omkring købmandsforretningen. Sigfred førte forhandlingerne med kreditorerne og fik en akkord på plads under forudsætning af, at Valborg og Erhardt overtog forretningen. Kurt Nielsen har fortalt mig, at Valborg i virkeligheden var ulykkelig over at overtage den. Thorleif lånte dem penge til udbetalingen på et hus i Herfølge, hvor Mary og Johannes kunne flytte ind. Huset blev købt i sønnen Finns navn.I 1975 flyttede de til Køge, fordi huset i Herfølge kom til at indgå i en nødvendig realisering af Finns aktiver. Resten af sin levetid boede Johannes Gymnasievej 137 st. tv. i Køge og havde her nogle gode år.Tiden i Herfølge og i Køge har været de mest produktive i Johannes Rasmussens forfattervirksomhed. Johannes har også en væsentlig andel i det indhold, denne slægtshistorie har fået. Han leverede løbende materialer til Dansk Folkemindesamling, og efterlod sig et omfattende materiale ved sin død - ligesom Johannes lidt kaotisk i strukturen, men med absolut værdifulde og væsentlige elementer. Det har været min væsentligste kilde til den beskrivende del af slægtens liv især i Endeslev, Vråby, Gørslev og Herfølge.Endnu en side af Johannes skal belyses. Det er hans engagerede samfundskontakt. Han førte korrespondance med fremtrædende personligheder som for eksempel Indre Missions Pastor Bartholdy. Han blev grebet af Retsforbundets politiske ideer om fuld grundskyld. Han og Ove havde højlydte diskussioner herom. Han var referent til Østsjællands Folkeblad og en velset gæst hos redaktør Svarre. Stolt fremviste han breve, han havde modtaget som svar på henvendelser til Jimmy Carter og Olof Palme.En særlig omtale fortjener hans kontakt med den socialdemokratiske statsmand Thorvald Staunings søn, Søren Stauning, der var forfatter og journalist ved Frederiksborg Amtsavis.I Søren Stauning manuskript til den ikke udgivne beretning om Degnen i Vråby omtales Johannes med stor respekt og beundring. Det blev bekræftet ved min egen kontakt med Søren efter Johannes død. Et citat fra bogen:Det var i 1965, jeg foretog min pilgrimsfærd til Vråby. Et hundredeåret for Einar Hansens fødsel og fyrretyveåret for hans død. En af Einar Hansens gamle elever på skolen i Vråby havde stillet sig til rådighed for mig som turleder. Det var den lokalhistorisk indsigtsfulde og sprudlende fortæller, Johannes Rasmussen, Herfølge. Johannes Rasmussen førte mig rundt til alle tidligere elever af Einar Hansen og til steder, der havde relation til emnet.I et brev, jeg modtog fra Søren Stauning i januar 1996, rammer han Johannes natur præcist:I min ungdommelige naivitet søgte jeg et par gange at bevæge ham til at udforme sine manuskripter lidt mere læservenligt. Foreslog ham at bruge større linieafstand og flere indrykninger, hvorved blikket naturligt ville blive trukket ind i teksten. Heldigvis lod han sig ikke bevæge. Han måtte sidde i sin skrivehule og give sig fortælleglæden i vold ved det gamle hakkebræt af en skrivemaskine uden gustne overlæg om manuskriptets grafiske billede. Lade ordene komme væltende, som de nu selv ville.